Ung familie er rejst til Afrika for BDM

Mia og Michael Toldam Korsgård.

Onsdag den 6. januar rejste Mia og Michael Toldam Korsgård mod Sikonge i Tanzania, som udsendte for Brødremenighedens Danske Mission i Christiansfeld.

Her skal de bistå Brødrekirken og BDM med en række opgaver, bl.a. rådgivning, udviklingsprojekter, sundhedsarbejde, hospitalsadministration og renovering af bygninger. 

Volontører også på vej

I begyndelsen af februar får de selskab af volontørerne Christina Vejen Knudsen, Aarhus, og Linnea Brinkmann Thomasen, Aabybro, som skal passe parrets yngste søn, Eskild, samt Frederik Vindum Ørskov, som skal undervise drengene Halfdan og Vilfred.

Om udsendelsen siger general- og missionssekretær Jens Peter Rejkjær: 

»Det er en stor glæde for os at kunne sende familien Toldam Korsgård til Sikonge. De blev allerede ansat i foråret, men pga. Covid-19 har vi være nødt til at udsætte udsendelsen af dem. 

Mia er sociolog og Michael er arkitekt og industriel designer. Her er de sammen med deres tre børn.

Vi vurderer, at det er sikkert for dem at rejse til Tanzania, da der ikke ser ud til at være helt de samme udfordringer med Covid-19, som vi oplever det i Danmark«.

Lang historie i Afrika

Lige siden 1920’erne har BDM i og ud fra Sikonge haft et vidt forgrenet missions- og diakonalt arbejde i partnerskab med Brødrekirken. 

Familien Toldam Korsgård træder således ind i rækken af udsendte medarbejdere, som rejser ud for at skabe positive forandringer sammen med kirken i Østafrika. 

Mia er 38 år og uddannet sociolog med fokus på fattigdom, migranter og udviklingslande. Hun har før arbejdet med udviklingsprojekter bl.a. i Kenya. Fra stillinger i Caritas og Danske Kirkers Råd har hun også erfaring med migrant-, klima- og miljøarbejde. 

Michael er 39 år. Han er arkitekt og industriel designer og har 12 års erfaring med produktudvikling i Kvadrat Soft Cells. Han er særligt optaget af bæredygtighed og udvikling, der gør en forskel for mennesker. 

Mia og Michael rejste i 2004 ud som volontører for BDM i Tanzania. Allerede her blev lysten vakt til at vende tilbage igen en dag. Med til Sikonge følger tre unge danske volontører, som skal hjælpe til med at passe og undervise parrets tre drenge. 

Fakta:

BDM er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Tanzania, D.R. Congo, Rwanda, Burundi og Albanien. Desuden støttes et arbejde blandt psykisk handicappede på Vestbredden i Israel. 

BDM har udsendt missionærer til Tanzania siden 1922 i partnerskab med Brødrekirken.

Se også