Oplevelsescenter klar til åbning med ny dato

Således ser det ud på byggepladsen Skamlingsbanken, to måneder før den officielle åbning skal finde sted. (Foto: sebro-press).

SKAMLING: Nu skulle det være ganske vist! Åbningsdagen er på plads for det nye oplevelsescenter på Skamlingsbanken. Begivenheden er berammet til onsdag den 12. maj. Tidligere har datoen 14. maj været nævnt.

Og med åbningen er der lagt op til, at det historiske sted igen kan danne ramme om fællesskab og demokrati. Det hedder det i hvert fald i en pressemeddelelse, som er sendt ud i anledningen af åbningen 12. maj.

– Det er glædeligt, at vi nu er så langt i projektet, at vi kan åbne for publikum. 

Planerne om et nyt oplevelsescenter begyndte jo helt tilbage i 2011, så projektet har været længe undervejs. Men det bliver en fornøjelse at se det nationale samlingssted få nyt liv, og at sager som demokrati – og dét at kæmpe for sin sag – igen bliver et omdrejningspunkt på Skamlingsbanken, siger borgmester Jørn Pedersen (V). Og han føjer til:

– Desuden har vi jo et flot naturområde, der både skal opleves og værnes om med sjældne planter og dyr.

 Gruppe arbejder med flere scenarier

Corona og forsamlingsforbud kommer dog formentlig til at sætte lidt af en dæmper på den helt store folkelige fejring af åbningen. En projektgruppe, der netop nu sidder med åbningsplanerne, arbejder derfor i øjeblikket med flere scenarier for en kommende åbningsfest i dagene omkring Kristi Himmelfart.

Skamlingsbankens område er blevet udvidet betragteligt de seneste år. Kolding Kommune har opkøbt 92 hektar jord, som er indgået i en samlet fredning af det nationalhistoriske område med betagende udsigt over Lillebælt.

Det betyder, at i alt 124 hektar kommer til at danne ramme om Syd- og Sønderjyllands højeste sted på 113 meter over havet.

/bro

Se også