Klar til træmærkning og genforeningsstafet

Det er her ved Genforenings- og Grænsemuseet ved Frederikshøj ved Christiansfeld, begivenhederne på tirsdag finder sted. (Foto: sebro-press)

Af Svend Erik Brodersen

CHRISTIANSFELD: Genforenings- og Grænsemuseet ved Christiansfeld og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI, er klar til førstkommende tirsdag, den 1. juni, at gennemføre fællesarrangementet: »Operation træmærkning og DGI-Genforeningsstafet«.

Kaj Nielsen fra Genforenings- og Grænsemuseet fortæller i en pressemeddelelse, at arrangementet handler om to ting. Symbolsk påmonteres de sidste seks messingskilte den 1. juni 2021, hvorefter interesserede turister fra samme dag kan få udleveret en folder på Genforenings- og Grænsemuseet. I folderen kan læses, hvilket træ de enkelte kommuner plantede i 2004.

Når de sidste numre er påmonteret træerne med messingskilte, har 276 lindetræer på Kongens Allé fra den nordlige kongesten til indkørslen til Christiansfeld alle fået numre.

– Kongens Allé var en folkegave til kronprinsparrets bryllup 14. maj 2004, fortæller Kaj Nielsen.

Stafetløbet

DGI’s stafet løb og gang starter fra Tyrstrup Kro, som ligger lige vest for kulturarvsbyen Christiansfeld og slutter ved Genforenings- og Grænsemuseet, som ligger umiddelbart nord for byen:

– Her vil der være skilteopsætning af de sidste seks nummererede messingskilte, og der vil være gratis entré på Genforenings- og Grænsemuseet, fortæller Kaj Nielsen om arrangementet den 1. juni.

På dagen vil Genforenings- og Grænsemuseet være åbent med gratis adgang for alle indtil kl. 19.00. Og en plakatudstilling om Genforeningen, som DGI står bag, vil stå på P-pladsen ved museet fra kl. 09.00 – 19.00. Der vil være mulighed for at købe lidt mad og en forfriskning fra Den Gamle Grænse Kro.

– Hele arrangementet og åbning af museet vil foregå efter gældende corona regler, lyder det med understregning fra Kaj Nielsen.

Tilrettelæggelsen og afviklingen af arrangementet på tirsdag er lagt i hænderne på Kirsten Abild, fortæller Kaj Nielsen.

Se også