Landskampstemning til ny musikvideo skabt i Christiansfeld

Her kører DBU-bussen i Kongensgade i Christiansfeld omkranset af jublende lokale fodboldbørn og forældre fra CIF i rødt og hvidt.

Af Svend Erik Brodersen

journalist (DJ)

CHRISTIANSFELD: I dag onsdag den 9. juni præsenteres Dansk Boldspil Union, DBU, en helt ny musikvideo med sang, som skal følge fodboldlandsholdet gennem den forestående turnering om Europamesterskabet 2021. Og i video medvirker jublende børn og forældre fra CIF i Christiansfeld.

Historien er, at for nogen tid siden rettede DBU en forespørgsel til formanden for CIF-fodbold, Hans Nissen Rosenberg, om klubben ville medvirke i videoen som statister:

– Da jeg straks syntes, det var en spændende opgave, var svaret ja. Jeg blev herefter bedt om at samle så mange fodboldbørn og forældre som muligt klædt i rødt og hvidt medbringende dannebrogsflag. Og heldigvis var der rigtig mange, som ville være med, fortæller Hans Nissen Rosenberg.

Søndag den 30. maj klokken 11 om formiddagen skulle »hele holdet« være klar i bymidten til at virke som glade jublende statister, når en stor DBU-bus i røde- hvide farver kom til byen med »landsholdet«, sammen med filmfolk fra musikselskabet More Music, som står bag produktionen af videoen.

Og de mange fodboldbørn og forældre i rødt og hvidt levede fuldt ud op til opgaven. Da bussen langsomt kørte gennem Kongensgade, blev der jublet, råbte hurra, sunget og viftet med flag for fulde kraft. De mange lokale statister skabte den rigtige landskampstemning. Og filmfolkene gav også udtryk for store tilfredshed med indsatsen.

– Bussen kørte turen Kongensgade, Lindegade og Nørregade i flere omgange. Altså forbi flere af byens seværdigheder.

At vi først bringer historien i denne uges udgave hænger sammen med, at både statisterne og andet godt-folk, som overværede begivenheden – der i blandt avisen her – lovede filmfolkene ikke at offentliggøre noget før i dag, onsdag den 8. juni, som er dagen, hvor DBU præsenterer videoen for offentligheden for første gang.

Se også