Landejendom lagt i aske ved voldsom brand
Ukrudtsbrænder mistænkes for at være årsag til branden.
Af Svend Erik Brodersen
Journalist (DJ)
SJØLUND: Endnu en voldsom brand har ramt lokalområdet. Fredag aften blev en landejendom ved Sjølund lagt i aske. Og igen er der i skrivende stund mistanke om, at brugen af ukrudtsbrænder kan være årsag til branden. Politiet arbejder på sagen.
Som tidligere omtalt her i avisen gik et sommerhus i Hejlsminde op i luer netop efter brugen af en ukrudtsbrænder.
Alarmen til branden i Sjølund indløb fredag aften kl. 21.19 til adressen Søndermarksvej 13 i Sjølund med melding om brand i gård med stråtag.
Mandskab og materiel fra TrekantBrand’s station Tyrstrup (Christiansfeld) blev straks sendt af sted. Og meget hurtigt efter valgte indstatslederen at tilkalde assistance fra stationerne i Kolding og Stepping.
– Da vi ankom, havde ilden rigtigt godt fat i stråtaget. Og da vi ved, at det kan være meget vanskeligt at slukke en brand i stråtag, valgte vi, sideløbende med slukningen, at koncentrere os om at redde flest mulige værdifulde ting ud fra ejendommen. Det gjorde vi med røgdykkere, fortæller Jens Erik Linde, der er stationsleder for TrekantBrand’s station Tyrstrup til avisen
Landejendommen er – eller rettere sagt var – en nyrenoveret ejendom med blandt andet et ret nyt stråtag. Men efter ilden var slukket, var der kun ruiner tilbage. Og bortset fra visse private ejendele blev intet reddet. Ejendommen brændte ned til grunden.
Derimod lykkedes det at holde ilden væk fra en ligeledes stråtækt udbygning.
Det oplyses, at hverken mennesker eller dyr kom til skade ved den voldsomme brand.
Først hen på morgenstunden lørdag, kunne brandfolkene begynde at trække sig tilbage efter en lang aften og nats hård kamp mod flammerne.
Sidst på eftermiddagen, lørdag måtte brandfolkene fra station Tyrstrup dog igen af sted til ejendommen til en mindre genopblusning af ilden.
Landstedet ejes og bebos af Erik Kjær Andersen og hustru. De roser i øvrigt brandvæsenet, der kæmpede en brav – men forgæves kamp for at slukke branden.