Tour de France gennem Skamling, Sjølund, Vejstruprød, Hejls, Anslet, Stubbum, Aller og Christiansfeld…!

Verdens største cykelløb, Tour de France, kommer til at passere igennem Christiansfeld Avis læserområde.
De verdensberømte ryttere skal bl.a. køre på Kongensgades brosten i Christiansfeld, ligesom her i Paris.

Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

CHRISTIANSFELD: Det bliver stort, når verdens største cykelløb, Tour de France, næste sommer rammer lokalområdet. Så stort, at det næsten er ubeskriveligt. Og hvis chancen gribes, kan det blive til en lokal folkefest af dimensioner!

Forleden holdt Kolding Kommune i Cuben i Christiansfeld et orienteringsmøde om Tour de France. Avisen var selvfølgelig med.
Der blev fortalt, at selve løbet, med de verdensberømte cykelrytterne i sadlerne suser pist forbi inden for bare fem minutter! Men, showet, der følger løbet, strækker sig hen over det meste af dagen, og vil byde på og super underholdning og store oplevelser.
Karavanen, kaldes optoget. Det forventes at bestå ikke færre end 150 køretøjer og vil strække sig over ti kilometer.
Både selve løbet og karavanen følges tæt op af ikke færre end 48 motorcykelkørende politibetjente. 24 fra Danmark og 24 fra Frankrig, og løbet overvåges i luften af et større antal helikoptere. Omkring 200 frivillige vil sørge for afspærring af alle tilkørselsveje til ruten. Men kun for motorkøretøjer. Gående og cyklister kan frit passere. Det samme med udrykningskøretøjer.

Tour de France
bestemmer alting
Det er udelukkende Tour de France’s der bestemmer over løbet og karavanen. Fx skal det være gratis at se løbet og karavanen, og der satses på, at alle får en god oplevelse.
Der udstikkes derfor ganske bestemte regler for, hvad der må foregå i de områder, der langs med ruten støder tæt ind til løbsruten. Men derudover er der åbenbart frit spil. Og det er helt op til de forskellige byer, hvordan man vil benytte sceneriet til egen markedsføring med forskellige påhit af events og underholdning. Kun fantasien sætter her grænser.

Kommunal støtte
Kolding Kommune støtter. Kommunens har afsat  300.000 kroner fra en kulturpulje til formålet. Herfra kan alle søge midler. Dog højst 15.000 kroner og med krav om egen finansiering på 50 procent af udgiften.

En fantastisk rute i avisens område
Løbet rammer vores lokalområde på Skamlingvej ved Skamlingsbanken og går derfra videre ad Skamlingvejen via Grønninghoved til Sjølund/Vejstrup. Derfra fortsætter ruten ad Vejstruprød Landevej gennem Vejstruprød og videre ad Hejls Landevej gennem Hejls by mod Hejlsminde, som passeres ad Havnevej, Hejlsmindebakken og Anslet Landevej og videre ad Stubbum Landevej gennem Stubbum og ad Allervej gennem Aller til  Christiansfeld.  Gennem Christiansfeld by går ruten af Kongensgade gennem Kongensgade/Lindegade krydset i bymidten og videre ad Haderslevvej for i syd at ramme Forbindelsesvejen. Og fra Seggelund Hovedvej går ruten videre mod Haderslev. Der er planlagt spurter på Hejlsmindebakken og på Allervej ved Cuben.

Se også