Danish Agro sender sagen til »hjørnespark« hos kommunen
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
SJØLUND: Danish Agros hovedkontor har efter den seneste omtale her i avisen i sidste uge reageret på Bettina Thomsens klager over støj, støv og rystelser fra firmaets afdeling i Sjølund. Virksomheden har sendt sagen til »hjørnespark« hos kommunen.
Det har Bettina Thomsen fået besked om i en e-mail – som er underskrevet af firmaets kommunikationsdirektør Søren Møgelvang Nielsen:
»Jeg har netop videregivet dine beskrevne oplevelser til kommunen, så de tager det med i deres fortsatte håndtering af sagen,« står der blandt andet læse e-mailen. Og den slutter:
»Der skal naturligvis ikke herske tvivl om, at det er vigtigt for Danish Agros koncernen at leve op til alle gældende krav og retningslinjer i produktion som netop skal sikre, at der tages passende hensyn til blandt andet naboer. Og vi skal naturligvis tilpasse vores produktion, hvis det ikke er tilfældet,« lyder det fra kommunikationsdirektøren.
I praksis betyder det, at virksomheden nu har sendt sagen til »hjørnespark« hos kommunen. Det er nemlig kommunen, der har pligt til at behandle klager og påse, om reglerne overholdes – og påtale, hvis der sker overtrædelser af lovgivningen.
Sagen følges op politisk
Men at sagen nu er havnet hos kommunen betyder ikke, at den hermed er død. Tværtimod. Sagen har nu også fået politisk bevågenhed. DF-politikeren i Kolding Byråd, Molle Lykke Nielsen, bebuder over for avisen, at han agter løbende at følge tæt op på sagens behandling i kommunen:
– Jeg har selv været på stedet i Sjølund og har hørt på støjen fra Danish Agro, og jeg tror bestemt ikke, at støjniveauet holder sig inden for miljølovens rammer. Den var ret voldsom og generende, da jeg besøgte stedet, siger Molle Lykke Nielsen. Og han føjer til:
– Målingerne vil også ske i høsttiden, hvor generne med støv, støj og rystelser er værst.
– Ja, nu må vi så se, om det kan hjælpe os. Det kunne det i hvert fald ikke, da jeg personligt klagede til kommunen. Da blev jeg bare afvist, siger Bettina Thomsen som kommentar til den seneste udvikling i sagen.