Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
JULERIER: Så kom julemanden endelig på besøg. Og han fik endda tid til at besøge både i Vamdrup, Ødis og Lunderskov.
I Vamdrup blev han vækket hos Trim i Østergade fredag eftermiddag. Der var af et hav af børn. Da han havde fået søvnen ud af øjenene, gik han i samlet optog til byens torv, hvor han også fik en god modtagelse. Blandt andet af vores kommende borgmester, Knud Erik Langhoff. Det var nemlig ham, man havde fået til at holde juletalen og tænde lysene i det store juletræ.
Med sig havde han en gammel legetøjstraktor, som han havde fået i julegave som syvårig, som han havde gemt lige siden og som han viste børnene.
I sin tale takkede han for invitationen til at komme til Vamdrup:
– Jeg har glædet mig til at møde jer alle, og ikke mindst børnene, der allerede nu udstråler en glæde til årets for dem absolut største begivenhed – julen.
Han fremhævede videre, hvor vigtigt det er, at fastholde og udvikle det, som lokalsamfundene har at byde på. Og så befalede han lysene det i store juletræ og den smukke julebelysning i byen tændt. Så var julen rigtigt kommet til Vamdrup.
Sunget og danset
Ødis havde lørdag eftermiddag også besøg af julemanden. Her blev han fulgt gennem byen af en skare mennesker frem til præstegården, hvor der blev sunget og danset og tændt for landsbyens juletræ.
Kørt i brandbil
I Lunderskov blev julemanden vækket i Lunderskov Hallen. Her havde man så fundet ud af, at han ikke skulle gå hele vejen til Torvet. Han blev standsmæssigt kørt i en brandbil.
På tovet fik han åbnet for godterne i posen, hvilket betød, at børnene i stort antal flokkedes omkring ham.
Men det hele gik nu ikke helt efter planen. Sognepræst Martin Karkov Kobbersmed, som skulle holde juletalen med oplæsning af julehistorier, måtte – kort forinden det hele løb af stablen – melde afbud på grund af sygdom. Det betød, at der ingen juletale blev holdt. Fællessangen blev også aflyst af faren for corona smitte. Men vigtigst af alt – lysene i juletræet blev tændt.
I Lunderskov var det som sædvanligt gruppen »Bevare Julen«, der stod bag arrangementet.