– Vi kan ikke bruge det påbud til ret meget
Bettina Thomsen fra Danish Agro-sagen i Sjølund :
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
SJØLUND: – Det er da positivt, at Kolding Kommune indskærper reglerne mod støj, men jeg frygter, at det endnu en gang bare er et spil for galleriet. Et påbud, som kun handler om at inddække et påslag, kan vi nok ikke bruge til så meget. Skal det hjælpe, så skal det helt fjernes.
Ord fra Bettina Thomsen i Sjølund, der som tidligere omtalt her i avisen, har stillet sig i spidsen for en række beboere i Sjølund i kampen mod alvorlig støj, støv og rystelser, især fra en stor sædrenser, de har fået som nabo hos virksomheden Danish Agro i Sjølund.
Påslaget er det sted, hvor lastbiler i stort antal fra tidlig morgen til sen aften aflæsser kornprodukterne, før de sendes til behandling i den store såsædsrenser.
Som tidligere omtalt, har Kolding Kommune for nylig efter gentagne klager fra naboerne, påbudt Danish Agro at sørge for at holde støvet inden for egen port, og at støjen overholder de fastsatte støjgrænser, samt at arbejdet med at bringe disse ting i orden skal påbegyndes inden årsskiftet:
– Men det er et påbud, som virksomheden let kan opfylde. De kan bare slå et bræt eller noget andet op, så er arbejdet jo påbegyndt. Der er desværre ingen krav i påbuddet om, hvornår arbejdet skal være færdigt, siger Bettina Thomsen på vegne af beboerne.
Husene slår revner
Støvet fra Danish Agro er til tider så voldsomt, at det lægger sig i et lag over alt i naboområdet, og støjen overstiger også de grænser, der er fastsat i miljøloven. Dertil kommer, at det ryster og vibrerer så meget, at husene slår store, synlige revner. Og beboerne er ikke i tvivl. Rystelserne kommer fra Danish Agro.
Indtil nu har beboernes klager, som de selv siger, været som at slå i en dyne. Ud over pæne ord fra virksomheden – og de seneste påbud fra kommunen – er der intet sket, som har kunnet hjælpe beboerne af med generne.
– Men uanset, hvordan kommunen end fortolker den lokalplan, der gælder for området, så holder vi fast i teksten om, at produktionen hos Danish Agro ikke må forøges, og det er jo, der er sket, og det er en hån – ikke alene mod os naboer, men også mod den tidligere ejer af Sjølund Mølle, Bent Hviid – som jo i samråd med daværende Christiansfeld Kommune fik lavet en lokalplan, som man mente, naboerne kunne leve med, siger Bettina Thomsen.
Hun fremhæver følgende citat fra lokalplanen:
»Arealet, hvorpå er beliggende et ældre siloanlæg, udlægges til grønt område«.
– Og det holder vi fast ved. Også selv om vi ved, at det er svært for almindelige mennesker at kæmpe mod så stor en koncern som Danish Agro, så har vi ingen tanker om at opgive, føjer Bettina Thomsen til.
Kommunen følger tæt op
Sagsbehandleren i Kolding Kommune, Christian Dahl Jacobsen, bedyrer over for avisen, at sagen vil blive fulgt til dørs med de muligheder, kommunen har:
– Virksomheden skal holde sig inden for lovens grænser, og hvad angår det seneste påbud, så agter vi også her at følge tæt op – selvfølgelig også når det gælder opfyldelsen af de påbud, vi har udstedt, lyder det fra Christian Dahl Jacobsen – som i øvrigt opfordrer naboerne til at udvise lidt tålmodighed:
– Alt kan jo ikke laves på bare en dag, føjer han til.
Avisen har forsøgt at få en kommentar fra virksomheden Danish Agro, men firmaet er tavst. Selv en ellers lovet skriftlig udtalelse er udeblevet!