Lunderskov Nybyg er taget under konkursbehandling
Af Svend Erik Brodersen
LUNDERSKOV: Lunderskov Nybyg A/S er gået konkurs. Torsdag den 3. marts indgav firmaet på Drosselvej i Lunderskov konkursbegæring, hvilket er bekræftet i CVR-registret og i Statstidende. Som kurator i boet er advokat Jan Bruun Jørgensen i Kolding udpeget.
Det gik som løbeild i byen og på egnen, da det torsdag aften rygtedes, at det ellers så velrenommerede og af mange ansete og bundsolide byggefirma pludselig fritstillede alle medarbejdere med øjeblikkeligt varsel. Det handler om omkring 50, hvor af 18 er organiseret i fagforeningen 3 F.
Konkursen har efterladt stor undren og er da også blevet betegnet som mystisk. Ikke mindst fordi Lunderskov Nybyg A/S’s, regnskaber, hverken på top- eller bundlinjen tidligere har vist, at der skulle være krise. Tværtimod. Det seneste offentliggjorte regnskab viste overskud. Og firmaet havde fyldte ordrebøger på huse og andre byggerier.
Prisstigninger
gav rynker
Det forlyder dog, at den senere tids voldsomme prisstigninger på blandt andet byggematerialer har ændret væsentligt på regnskabstallene, og at dette er årsagen til den pludselige konkurs. Prisstigningerne gav allerede sidste år rynker i panden hos firmaet, men da lød det således beroligende fra den administrerende direktør, Allan Phillipsen:
”Der er tale om stigninger på 30 – 35 procent. Kunder der allerede har ordre inde kommer dog ikke til at mærke noget, idet vi naturligvis holder vore aftaler, men nye kunder vil nok komme til at mærke, at det bliver dyrere at bygge,” sagde Allan Phillipsen i foråret 2021 til Lunderskov Folkeblad.
Sidste mand, der forlod bygningerne på Drosselvej i Lunderskov torsdag eftermiddag, slukkede og låste tilsyneladende for sidste gang for firmaet Lunderskov Nybyg A/S, da intet tyder på, at en rekonstruering af firmaet er mulig.
Permanent lukning
På firmaets hjemmeside mødte kunderne efter konkursen først beskeden ”lukket” – nu senest ændret til ”permanent lukket”.
Officielt i forbindelse med konkursen oplyser kuratoren blandt andet, at hvis man har en fordring eller andre krav mod skyldneren, opfordres man til inden 4 uger fra 3. marts at anmelde sit krav til boets kurator. Kravet skal være opgjort pr. 3. 3. 2022. Anmeldelsen bør være vedlagt dokumentation for kravet.
Lunderskov Nybyg blev stiftet i 1976, og var indtil konkursen i torsdags ejet af Jesper Mikaelsen og Allan Philipsen, der begge selv har drevet firmaet siden 2009 med sidstnævnte som administrerende direktør.
Tilsyneladende er selskabet delt op i flere selskaber under holdingselskabet, Lunderskov Nybyg A/S. Blandt andet indgår et datterselskab i selskabet under navnet Gobolig Aps, der er – eller har været – i gang med udstykning af grunde og byggeri i Almind nord for Kolding.