Kommunen tillader fri konkurrence på havnen

Selv om 72 lokale har protesteret imod pølsevogn.

Af Svend Erik Brodersen

HEJLSMINDE: Den meget omdiskuterede mobile salgsvogn på havnen i Hejlsminde vender tilbage. Kolding Kommune har sagt ja til en ansøgning om opstilling fra vognens ejer gældende for 2022.

Hermed forbigår kommunen en protestliste fra lokale beboere med 72 navne på. De ønskede ikke vognen tilbage med den begrundelse, at den yder illoyal konkurrence, især over for en beståede foretning i forsamlingshuset på Havnevej, Kabyssen Is & Grill.

Modsat har der også været henvendelser fra borgere, der er tilfredse med vognens tilstedeværelse, da den giver nødvendig konkurrence til den faste forretning til gavn for området i turistsæsonen.

Kommunen har dog i den nye tilladelse ændret en smule på tilladelsen i forhold til 2021, idet vognens stadeplads flyttes til den sydlige del af havnepladsen. Det betyder, at den ikke kommer til stå lige over for den faste forretning.
Sagen har været behandlet i kommunens Plan- og Teknikudvalg. I tilladelsen til ejeren af salgsvognen fremgår, at der fra vognen kan sælges is, pølser og andre former for fastfood. Sagen skal dog evalueres igen efter afslutningen af turistsæsonen 2022.

Under behandlingen af sagen er det også kommet frem, at mange borgeres modstand mod salgsvognen kan hænge sammen med, at den faste forretning, Kabyssen Is & Grill, lejer lokaler af det lokale forsamlingshus. Det betyder, at det lokale foreningsliv til dels er afhængigt af lejeindtægterne fra forretningen for at kunne fungere på det nuværende niveau.
Forpagteren i Kabyssen Is & Grill har over for kommunen vurderet, at han har haft en nedgang i omsætningen i sommermånederne grundet salgsvognen, og han ønsker derfor ikke, at vognen igen opstilles.

Modsat har ejeren af salgsvognen tilkendegivet, at der er rigeligt med kunder til, at begge forretninger kan eksistere, og at han er godt tilfreds med salget i sæsonen 2021.

Han har i samme forbindelse gjort kommunen opmærksom på, at han ønskede at genopstille salgsvognen i år, såfremt han kunne få tilladelse til det. Og det har han nu fået.

Se også