Tilbyder kurser i at lave vild natur
MILJØ: Nu er der er hjælp at hente, hvis du ønsker mere vild natur i dit lokalområde. I samarbejde med firmaet Vildskab tilbyder Kolding Kommune to kurser, der skal hjælpe lokale ildsjæle med at skabe mere vild natur.
Råder din grundejerforening, landsby eller andet fællesskab over et areal, som kan gøres mere vildt, så byder initiativet på mulighed for at byde ind på et forløb med Katrine Turner fra virksomheden Vildskab.
Kurset hedder ’Ellevilde Egne’ og består af flere dele, som kræver engagement og opbakning i lokalområdet. Til gengæld fås der hjælp undervejs med undervisning og gode råd om og hvor, der kan søges penge til projekter. Og samtidig bliver man selvfølgelig en del af Kolding Kommunes konkurrencekort og vildnatur-hjemmeside www.kolding.dk/vildnatur.
Ansøg om et vild natur-kursus
For at deltage skal et lokalområde samle mindst 10 ildsjæle , der vil samarbejde om et fælles projekt. Send en mail til vildnatur@kolding.dk, og beskriv kort et projekt. Deadline 31. marts.
En del af Danmarks vildeste kommune
Kolding Kommune har budt ind i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Jørn Chemnitz, udvalgsformand for udvalget Natur, Klima og Miljø fortæller:
– I Kolding Kommune arbejder vi særligt med at inddrage borgere, foreninger og virksomheder. I foråret åbner en ny udstilling i Bæredygtighedshuset med tips og tricks til at gøre sin egen have mere vild. Og sideløbende udbydes to Vild Haveambassadør-kurser i samarbejde med Kolding Bibliotekerne.