Landmænd strømmede til Støjberg

Politiske møder samler sjældent så mange, som Inger Støjberg gjorde i Hovborg.

465 interesserede mødte op på Aktivitetshuset i Hovborg, da Inger Støjberg mandag d. 4.2. inviterede til politisk møde – med kaffe og æblekage.

Det er flere, end der bor i Hovborg. Også fra avisens udgivelsesområde kom især mange landmænd for at høre om Støjbergs nej til en CO2-afgift.

”Det er helt fantastisk, at der vil komme så mange mennesker. Det viser, at vi har gang i noget rigtigt, og vi vil fortsætte med at kæmpe for det, som vi tror på,” fortæller Inger Støjberg.

Den tidl. Venstre-næstformand og minister fortalte, at hendes nye parti, Danmarksdemokraterne, vil tilbage til det gamle – og ikke så omfattende – EF-samarbejde.

De mange landmænd blandt de fremmødte nikkede anerkendende, mens Støjberg fortalte om lavbundsjorde og fodertilsætningsstoffer, og de spurgte interesseret ind, da der blev åbnet for spørgsmål.

”Jeg kunne høre, at selv i pausen summede snakken om et nej tak til CO2-afgift på landbruget,” fortæller Inger Støjberg.

Viktor Hallum/Henri.

Se også