Vores kommune har det, folk vil have

De fleste i Danmark vil gerne have adgang til natur, arbejdspladser og uddannelse, og så vil de bo centralt i landet. Alt det har vi i vores kommune.

Tilflyttere lægger vægt på, at der er let adgang til natur. Her er det kajakroning.

Rigtig mange mennesker i andre kommuner har et positivt syn på det at bo i Kolding Kommune.

Det viser en analyse, som Epinion har udarbejdet for Kolding Kommune, og som netop er landet. Faktisk forbinder hele 67% af de adspurgte Kolding Kommune med noget positivt.
Epinion har gennemført 3.700 interviews med borgere i og uden for Kolding Kommune. Epinion har bedt de adspurgte, som i dag bor uden for Kolding Kommune, om at sammenligne en række faktorer i de fire kommuner Kolding, Vejle, Vejen og Haderslev.
På baggrund af disse interviews har analysefirmaet regnet sig frem til, at hele 48.000 borgere fra andre egne af landet potentielt kunne finde på at flytte til Kolding inden for de kommende fem år.

Unge voksne flytter til Kolding Kommune
Og det gør ca. 10% af dem allerede. Sidste år havde Kolding Kommune en tilflytning på 4.736 personer. Tilflytningen sås udpræget i aldersgruppen 18-34 år, der tegnede sig for 61% af de nytilkomne borgere.

– Vi kan se, at folk vælger vores kommune til. Det kan jeg godt forstå, for her er skønt at bo, siger borgmester Knud Erik Langhoff.

– Vi har altså et fantastisk godt udgangspunkt for, at vores indbyggertal kan vokse. En større befolkning giver muligheder for, at vi som kommune kan yde en bedre velfærd til gavn for alle os, der bor i kommunen. Men analysen viser os også, at vi skal blive bedre til at fortælle, at vi faktisk har alt det, folk ønsker sig som natur, uddannelser, kultur, handelsliv og arbejdspladser. På den måde er vi jo en form for hovedby for hele det syd- og sønderjyske, forklarer borgmester Knud Erik Langhoff.

Også fraflyttere
Kolding Kommune har fået udarbejdet bosætningsanalysen for at blive klogere på, hvorfor folk egentlig flytter fra kommunen. Der er nemlig også mange, der forlader kommunen. Alt i alt var der dog et positivt resultat i 2021, hvor antallet af indbyggere steg med 490 personer. Stigningen skete især på grund af øget tilflytning af international arbejdskraft og et fødselsoverskud.

Børnefamilierne elsker naturen
Analysen viser, at Kolding Kommune har rimeligt godt fat i børnefamilierne og i dem, der er på vej til at blive børnefamilier. Der er et pænt overskud af tilflyttere mellem 25 og 39 år fra Aarhus og Odense.

Børnefamilierne er især glade for naturen. Her siger 68%, at naturforholdene er gode. 55% synes, der er et godt fokus på bæredygtighed, og 54% mener, kommunen har gode uddannelsesmuligheder. Cirka halvdelen af børnefamilierne, nemlig 49%, synes også, at kommunen er rolig og sikker for børn. Det handler bl.a. om, hvorvidt skolevejene er sikre.
Men børnefamilierne peger også på, hvor der er plads til forbedring, når det handler om at gøre kommunen mere sikker for børn. Det ønsker 29%. Mens 18% ønsker sig bedre sports- og fritidsforhold.

– Jeg er utroligt glad for, at familier med børn overordnet set synes, her er godt at bo og leve. Men som analysen peger på, er der også en del, vi kan arbejde på, for at gøre kommunen endnu mere attraktiv, slår Knud Erik Langhoff fast.

Studiebyen kunne fastholde flere unge
De 4.851 personer, der sidste år fraflyttede kommunen, var hovedsageligt unge fra 18-24 år.
– I Kolding har vi rigtig mange uddannelser. Vi er den by i hele det syd- og sønderjyske og i Trekantområdet, der har flest studerende. Derfor er det ærgerligt, at så mange i studiealderen flytter fra kommunen, siger borgmesteren, som vil se på, om kommunen kan gøre yderligere for at bygge bro imellem uddannelser og erhvervsliv.
Henri.

Se også