Niels er gået fra printerblæk til krydstogter i Caribien

Mød den lokale iværksætter bag Krydstogtseksperten.

Niels B. Petersen foran familiefirmaet på Torvet 3 i Lunderskov.

”Det er ikke så farligt at se udover byskiltet. Det er vigtigt at indse,” fastslår Niels B. Petersen. Ind imellem skal man turde begynde på noget nyt i livet.

Af Ingolf Becker

Heldigvis deler Niels sin tilgang til livet med sin hustru, Hanne Raaholdt. Parret har nu været sammen i 35 år.

I 2001 valgte parret at blive selvstændige med firmaet ’Jysk Datasalg’. Fra privatadressen solgte de blæk og toner til printere. Senere kom salg og reparation af computere til.

Rammerne i den daværende bolig blev hurtigt for små. De købte ejendommen Torvet 3, Lunderskov, hvor de nu også bor privat.
Herfra drev de firmaet, indtil det blev lukket i 2013 på grund af stigende konkurrence, bl.a. fra firmaer som Elgiganten.

Væk fra comfortzonen

”I 2006 lå vi på en strand i Thailand og fik de første idéer til at komme ind i rejsebranchen,” fortæller Niels. Det var helt spæde idéer i starten – det kunne være en rejse-hjemmeside eller en rejse-blog.

”Vi søsætter ikke alle de idéer vi får,” skynder Niels sig at understrege, ”men det nytter ikke at drømme om ting uden at forsøge at realisere nogen af dem. Det er vigtigt at bryde ud af sin comfort zone”.

Og det gjorde de. Allerede året efter, i 2007, var et rejsebureau en realitet på Torvet 3.
Rejsebureauet navngav de ’Krydstogteksperten’.

”Vi havde ingen erfaringer med rejsebranchen,” fortæller Niels, ”men vi havde tilstrækkelig købmandsskab til at turde at springe ud i det, og produktkendskab kan man jo lære.”

Godt teamwork

Niels er uddannet indenfor IT og Hanne indenfor kvalitetsstyring og kvalitetskontrol.
I firmaet står Niels naturligvis for IT, men også for idéerne til at udvikle firmaet. Hanne tager sig af det administrative og det økonomiske.

”Vi fungerer rigtigt godt sammen og supplerer hinanden godt,” siger Niels, og fortsætter med et smil: ”Andre par kan dårligt samle et Ikea-møbel uden at blive skilt”.

Der kan være lange arbejdsdage og weekender og aktuelt arbejder parret ca. 11 timer dagligt på grund af stor og stigende aktivitet.

Corona-krisen

Under corona-krisen oplevede de et kraftigt dyk, ja nærmest stilstand i branchen, men overlevede økonomisk.

”Hvis krisen havde trukket ud med yderligere et år, ville situationen for firmaet nok have været en anden og mindre positiv,” vurderer Niels, men understreger, at de har en sund økonomi.

”Nu er vi efterhånden helt oppe på niveauet fra før corona-krisen med salget. Dette til trods for stigende priser og krigen i Ukraine. Det er lige før, at frokoststuen er ved at være for lille,” fortæller Niels.

De er i alt 10 i firmaet. Niels og Hanne har en søn og en datter. Sidstnævnte har været lidt løst tilknyttet firmaet, når der var behov. Sønnen Jens og hans kone Marie Louise er fast ansatte i firmaet.

Frihedsgudinden hilser på Krydstogtskib i New Yorks havn.

4,9 på trustpilot

På trustpilot ligger firmaet med en høj tilfredsheds-score på 4,9 udaf 5 mulige. Dette betyder, at de allerfleste kunder er glade for at have købt deres rejse gennem Krydstogteksperten.

”Det er jeg rigtigt glad for,” siger Niels, ”da det vigtigste, vi kan give folk, er service. Opgaven er at lytte til kundernes ønsker, at afklare forventninger og at guide og vejlede dem”.

”Vi sælger til hele verden. Fx Nordeuropa om sommeren, New Zealand og Australien i vores vinterperiode og Caribien hele året rundt,” fortæller Niels.

Op til 400.000 kr

Før corona krisen rejste 35.000 – 40.000 danskere på krydstogt om året og ca. 40% udrejste fra København. På rangstigen kommer herefter Middelhavet og Caribien. Alaska bliver mere og mere populært.

Prisen for et krydstogt svinger meget og er bl.a. afhængig af udrejsested, luksus og længden af ferien. Prisen kan være fra 5.000 kr. og helt op til 100.000 – 400.000 kr.

Altså per mand.

I sidstnævnte tilfælde skal man udover en god økonomi også have god tid, da en rejse kan strække sig over 100 – 140 dage, et såkaldt world cruise.

På trods af prisen fremhæver Niels, ”at også nogle børnefamilier kaster sig over en så lang rejse, hvor de så tager deres børn ud af skolen”.

I alt vil han med et forsigtigt gæt skyde på, at omkring 250 – 500 danskere om året tager på disse lange rejser.

Og mange kunder bestiller i rigtigt god tid – der er også bestilt rejser hos Krydstogteksperten til 2024 på nuværende tidspunkt.

Søsyge

Moderne krydstogtskibe har i dag megen teknik, der skal kunne holde et skib stille i niveau under sejlads.

”Uanset dette kan selv store skibe blive skubbet rundt på havet, og bølgernes bevægelse kan bestemt fornemmes om bord,” mener Niels.

Man bør dog ikke fravælge et krydstogtsønske på grund af risiko for søsyge.

”Så må man tage en snak med sin læge,” tænker Niels, men indrømmer dog, at søsyge ikke er en sjov oplevelse.

At se ud over byskiltet

Niels er født i Sønderborg, men vokset op i Varde. Han har boet i Nordborg, Odense, Grindsted, og ved Ansager. Han kom til Lunderskov i 1999. Han var da ansat som IT-mand ved Lego i Billund. Efter 12 år ved Lego opstartede han Jysk Datasalg sammen med Hanne og året efter, sagde de begge deres stillinger op. Hanne var ansat ved Gaza i Odense.

Niels har før Lego arbejdet indenfor IT ved Danfoss og Fyns Telefon (FKT). Niels og Hanne har en datter og søn, hvor sidstnævnte fik ansættelse i firmaet i 2009 og svigerdatteren i 2011. Så det er et rigtigt familiefirma, hvor også generationskifteplanen ligger klar. Niels, der fylder 60 år i år, og Hanne (62 år) har dog ikke planer om at trække sig tilbage foreløbigt.

Formand for handelsstandforeningen

Niels har været formand for Superbrugsen indtil for halvandet år siden. Han er formand for Handelstandsforeningen i Lunderskov. Foreningen kaldes mere præcist ’Handels-, håndværker og industriforeningen’ og har 50 medlemmer. Foreningen arrangerer og giver støtte til koncerter, foredrag osv. for borgerne i Lunderskov.

I juni og august venter koncerter med lokale bands. Der er fri entre og almindeligvis rigtig god tilslutning fra borgerne til arrangementerne. Foreningen står også for julemarkedet i Hallen og julebelysningen i byen.

Se også