Dea og Erik fra Lunderskov var med Røde Kors i Nepal

Dea Sivertsen og Erik Demant fra Røde Kors Lunderskov er lige kommet hjem fra et besøg hos et venskabsprojekt mellem Dansk Røde Kors og Nepalesisk Røde Kors.

Formålet med besøget er at fortælle i Danmark om Nepal og projekterne, og som de siger:
”Vi glæder os til at komme ud til skoler, foreninger m.v. med vores historie.”

Kun 10 frivillige fra Røde Kors Danmark havde fået mulighed for at deltage i studieturen.

– Det var en helt igennem enestående oplevelse. Nepal er et meget smukt land med en natur, som også giver udfordringer for nepaleserne, fortæller Dea og Erik.

Erik Demant er formand for det lokale Røde Kors i Lunderskov. Han er idag pensionist og bor på Egevænget i Lunderskov. Han er også med i en række andre bestyrelser i Lunderskov og Kolding.

Dea Sivertsen bor i Åparken og arbejder til dagligt hos ABENA i Aabenraa. Hun har i 2 år været aktivitetsleder for Røde Kors Kommunikation i Kolding.

Naturkatastrofer

Dele af Nepal er præget af voldsomme mudderskred under monsunregnen. Ødelæggende jordskælv – sidst i 2015 – har kostet mange menneskeliv og skabt store problemer for infrastrukturen, vand og elforsyning m.v.

Nepal er nr. 11 på FN`s liste over de lande, der er mest udsatte for naturkatastrofer i verden.
Fra Lunderskov Banegård til Katmandu

– Der er langt til Nepal. Det tog lidt over 24 timer, fra vi startede på Lunderskov Banegård, til vi nåede Kathmandu i Nepal. Vi fik en varm velkomst hos Nepalesisk Røde Kors og mødte nogle kompetente og engagerede Røde Kors medlemmer. Efter en god og tiltrængt nattesøvn var vi klar til at besøge projekter og familier i Lamjung-distriktet.

Hovedbyen Bensisa ligger godt 175 km fra Kathmandu, og det tog lidt over 7 timer at køre dertil i de Toyota Landcruisere, som vi kom til at holde meget af de næste dage.
Der var velkomst og briefing hos den lokale Røde Kors-afdeling, og her hilste vi på vores guider og tolke, som vi skulle leve og bo sammen med de næste tre dage.

Projekterne

Projekterne, vi besøgte, lå spredt i området i 1200 – 1800 meters højde. I Nepal kalder man alt under 2.000 meter for små bakker. Vi boede i en teltlejr og kørte hver dag rundt i grupper for at mødes med modtagere af støtte fra projekterne.

Der er groft sagt tale om tre projekter.

Det første og andet projekt omhandler støtte til personer med handikap i landkommuner i Nepal, og her er Lamjung et af de to distrikter, hvor projektet kører for tiden.

Det tredje projekt handler om Livehood (levebrød) – det kan bedst oversættes ved forbedring af levevilkår.

Projektet låner og uddeler penge, så familierne kan investere dem i geder, fjerkræ, en lille butik m.v. og når der er overskud, betaler de prompte pengene tilbage. Beløbene, der gives, ligger mellem 10.000 og 20.000 NP rupees. Det svarer nogenlunde til 600 – 1200 danske kroner.

Vi mødte en fantastisk venlighed og glæde. Vi så deres hjem og deres dyr og hørte deres fortællinger om, hvor meget støtten fra Røde Kors har betydet for dem.

Vi så med egne øjne, hvordan få midler kan ændre en hel families hverdag. Hvordan projektet om inklusion af handikappede radikalt havde ændret livet for de handikappede og deres familier – hvordan et lån på små 1000 kr. har fået en families hverdag til at se helt anderledes ud. Det var rørende og hjertelige fortællinger, som rørte os dybt, og fik mange tanker sat i gang.

Regn og mudder

– Det er umuligt at nævne alt, men en dag hvor vi havde kæmpet os opad bjerget i regn og våde ikke -eksisterende veje og stier, mødte vi i et lille sogn i Dordi en gruppe borgere, hvor flere havde gået op til 2 timer i regnvejr for at snakke med os og fortælle om deres erfaringer med projektet.

En mor fortalte, at den lille butik, de havde fået etableret nu, gav hende mulighed for at betale for hendes søns lægehjælp og give ham en helt ny tilværelse.

En anden mor med en handikappet søn fortalte, at inklusionsprojektet havde ændret deres liv fuldstændigt. De oplevede, som hun sagde, at de før ”var fanger i deres eget hjem”, men nu var der åbenhed og accept fra lokalområdet, og de kunne snakke om det sammen, fortæller Dea og Erik.

Henri.