Asbjørn Kjelde: Næsten 30-års jubilæum i Kegleklubben

Æresmedlem Asbjørn Kjelde i kegleklubben holdt 25-års jubilæumstale.

Forrest fra venstre: Connie Nielsen, Ove Andresen og Aase Nielsen
Bagerst fra venstre: Leif Krog, Emil Andersen, Leo Knudsen og Poul Erik Lassen

 

Den 12. august 2022 afholdt Christiansfeld Kegleklub generalforsamling og 25-års jubilæum på Den Gamle Grænsekro ved Christiansfeld.

Jubilæumstalen blev holdt af klubbens æresmedlem Asbjørn Kjelde, der var formand fra 2007 til 2020 og blev afløst af Emil Andersen. I jubilæumstalen sagde Asbjørn Kjelde bl.a., at det egentlig var et 30-års jubilæum, de kunne fejre.

Start i 1992

”Starten skete nemlig tilbage i 1992, hvor Ældresagen i Christiansfeld på opfordring fra Verner Post og Thomas Verner Lund oprettede en kegleafdeling med træningssted i KIF-centret, Kolding,” fortalte Asbjørn Kjelde.

Ved generalforsamlingen i 1997 i Ældresagen kom der imidlertid til en uenighed om råderetten over keglernes kassebeholdning. Det endte med, at en kreds af keglerne ønskede, at man skulle fortsætte som en selvstændig forening.

”Verner Post tog initiativ til oprettelse af Christiansfeld Kegleklub. Stiftende generalforsamling blev afholdt 12. august 1997,” sagde Asbjørn Kjelde.

Asbjørn Kjelde tv. sammen med bestyrelsesformand Emil Andersen. (Foto: Lars Østergaard Jensen)

Albert Højgård Jensen blev valgt som formand i den første bestyrelse for Christiansfeld Kegleklub.

Tre af kegleklubbens nuværende medlemmer har været med lige fra starten. Det er Esther Højgaard, Inger Rasmussen og Dagny Krog.

Hjem til Christiansfeld

I 2003 flyttede kegleklubben fra KIF-centret i Kolding til det lokale Idrætscenter.

Albert Højgård Jensen gjorde her en kæmpe indsats for at få en keglehal i relation til centret, fortalte Asbjørn Kjelde videre i sin jubilæumstale.

Han fortsatte: ”I forbindelse med indvielsen af Christiansfeld Kommunes nye sportscenter – CUBEN – flyttede Christiansfeld Kegleklub sin hjemmebane hertil i det nyindrettede kegleanlæg ”Albert Hall”, navngivet på dagen efter kegleklubbens formand Albert Højgaard Jensen.”

216 medlemmer

Klubben havde sit højeste medlemstal på 284 i 2019 i forbindelse med at keglebanerne i Haderslev lukkede det år og der kom tilgang derfra.

I sin beretning sagde Emil Andersen bl.a., ”at ved udgangen af spilleåret var vi 228 medlemmer, nu er vi 216 medlemmer. Vi er jo en aldersgruppe, hvor der kan komme nogle skavanker, eller nogle falder helt bort. Man bliver også længere på arbejdsmarkedet end tidligere, så det er sværere at få nye med. Vi har dog heldigvis fået nye medlemmer, velkommen til jer.”

Han benyttede lejligheden til at takke medlemmerne for at møde talrigt op til arrangementer og bestyrelsen for et godt samarbejde. Asbjørn Kjelde rundede sin tale af med at opfordre til at tage naboen under armen og familiemedlemmer i hånden og give dem mulighed for at prøve at spille kegler og være med i det sociale fællesskab.

”Er I med på den, så kommer vi også til at holde 50-års jubilæum,” lød de håbefulde afslutningsord.

Ove Andresen og Leo Knudsen blev genvalgt til bestyrelsen.

Leif Krog og Poul Erik Lassen blev genvalgt som suppleanter.

Gerda Marcussen blev genvalgt som revisor.

Henning Rewitz blev valgt som dirigent.

Efter generalforsamlingen var der smørrebrød samt underholdning ved Svend Erik Ravn, som afsluttede aftenen med sønderjysk humor.

Se også