Populær i Lunderskov – fyret i Kolding

Wilhelm Hallum

LUNDERSKOV: Efter kun to år som skoleleder på Kolding Realskole har skolens bestyrelse fyret skolens leder, Wilhelm Hallum.

Det blev til to år på posten som skoleleder på Koldings største privatskole for Wilhelm Hallum. Fyringen er overraskende. Ikke mindst fordi Wilhelm Hallum har en fortid som en meget populær og markant leder af Kongebjergskolen i Lunderskov, hvor han virkelig satte skolen i centrum for hele egnen.
Bestyrelsen for Kolding Realskole sendte i følge jv.dk sent fredag eftermiddag en besked ud til forældrene til skolens cirka 900 elever om, fyringen og at Wilhelm Hallum allerede har haft sin sidste arbejdsdag på skolen.

Ifølge formanden for skolebestyrelsen, Peter Thorning, skyldes fyringen, at bestyrelsen og Wilhelm Hallum er uenige om “udfoldelsen af skolens værdigrundlag”, og at man derfor ønsker en anden “ledelsesmæssig profil”. Han ønsker ikke yderligere at uddybe. Den fyrede skoleder ønsker heller at udtale sig, men henviser til skolens bestyrelse.

Det er anden gang Kolding Realskole skifter leder med øjeblikkelig varsel. Før Wilhelm Hallum måtte Dorte Svane Peschardt, der havde stået i spidsen for skolen i fem år fratræde ligeledes med øjeblikkelig virkning.

Se også