Jakob fra Rio: Jeg kommer til at savne den danske jul i år

Den 35-årige Jakob Sjøberg er for øjeblikket professionel fodboldspiller i Brasilien.

Jakob Sjøberg og hans forældre har altid haft en fast tradition til jul. De skulle til Christiansfeld. Det kan bare ikke lade sig gøre i år, hvor Jakob nu i foreløbigt ti måneder har boet i Rio De Janeiro.

Jakob tog en chance sidste år. Han var fyldt 34 år og var begyndt at spekulere mere på fremtiden.

”Hvad vil jeg gerne med mit liv? Hvilke ting har jeg ikke opnået endnu? var nogle af de spørgsmål, jeg stillede sig selv,” fortæller Jakob til avisen over en zoom-forbindelse en fredag i august. Klokken er 11.30 i Rio og temperaturen er 25-30 grader, da man fortsat er i Brasiliens vinter. Til januar og februar bliver der for alvor varmt under de himmelstrøg.
Svaret på hans spørgsmål var, ”at det godt nok ville være ærgerligt ikke at opleve at spille fodbold i Brasilien.”

Nu har han kontrakt med brasiliansk fodboldklub.

Altid spillet fodbold

Jakob er født i Nykøbing Sjælland, men forældrene flyttede til Kolding allerede, da han var tre måneder gammel, så han har haft hele sin opvækst i Kolding.

Jakob har en lillebror, der hedder Anders, og han bor fortsat i Kolding. De gik begge to på Kolding Friskole og har begge ”altid” spillet fodbold. Jakob blev dog mere bevidst omkring det fra 9-10-års alderen.

Ikke mindst husker han VM i fodbold i 1998. Herefter kom fodbold til at fylde det meste i hans tilværelse den gang. På et tidspunkt blev Jakob fodboldskoletræner og Anders assistent-træner for ham.

”Anders har altid været en bedre fodboldspiller end mig,” fortæller Jakob i denne forbindelse, ”men jeg har altid været mere stædig.” ”Og til sidst er det ikke kun talentet, der tæller, men også troen på sig selv,” fortsætter han.

”Jeg har altid været særlig god til indendørs fodbold,” siger Jakob, ”og det kommer mig til gode i Brasilien.”

I Rio har han især spillet strandfodbold og indendørsfodbold i klub og på liga-niveau. Den første klub hedder Flamingo Beach Soccer og er et strandfodboldhold, der er knyttet til en af de største fodboldklubber i Brasilien.

”Varmen er uudholdelig, det er en lille bane, så man skal løbe hurtigt hele tiden og hele tiden skifte løberetning. Samtidigt har bolden det med at hoppe lidt uforudsigeligt i sandet,” fortæller Jakob om sine oplevelser med strandfodbold. ”Der går meget solcreme til,” har han fortalt.

Svært ved at sidde stille

På trods af sin relativt unge alder har Jakob allerede prøvet at bo mange forskellige steder i verden i kortere eller længere tid. Op til beslutningen om at tage til Brasilien og blive professionel fodboldspiller boede og arbejdede han i Irland og spillede på et brasiliansk hold.

Her fik han et indgående kendskab til deres spillestil og samtidigt uundværlige kontakter.
Jakob har altid været glad for at bruge sin krop, og sport har generelt fyldt meget i hans tilværelse. Også tennis og badminton er det fx blevet til.

”Jeg har altid haft svært ved at sidde stille,” fortæller han.

Jakob Sjøberg nederst til venstre på Boavista/Zico holdet

 

Men på trods af gerne at ville bevæge sig, har Jakob gennemført uddannelsen til jurist og lå i kandidatdelen blandt de øverste fem procent.

Under studiet var han bl.a. i praktik i et år i Belgien ved den danske ambassade i Bruxelles. Undervejs har Jakob også haft sommerskoleophold i Berlin og London.

I 2017 tog han kandidatgrad i international lov i Dublin, og han er aktuelt i gang med et fjernstudium i medieledelse ved universitet i Helsinki.

Jura og medier

Jakob interesserer sig specielt for kombinationen medier og jura. Han har blandt andet været ansat hos Instagram, Youtube og Facebook.

”Meget ofte er Youtube det sted, hvor tingene lægges ud først,” fortæller Jakob. ”Min opgave var at vurdere uploadet video-indhold og være med til at bestemme om videoerne havde nyhedsværdi eller bare var ”brutale og rystende,” fortsætter han.

”Man skal lynhurtigt kunne træffe en afgørelse i forhold til videoernes indhold,” fortæller Jakob. I den forbindelse skal afgørelsen beskrives i et let forståeligt sprog, så den umiddelbart kan anvendes i lignende tilfælde.

”På Facebook var det krænkelser mere bredt, jeg skulle forholde mig til. Dette kunne være fx i form af børneporno, selvskade og spiseforstyrrelser og generelt ”hate-speech” mod minoriteter,” tilføjer han.

Fremtid

Jakob spiller nu for sit fjerde fodboldhold, der kaldes Carioca Futsal League. Man spiller her indendørs fodbold. De næste måneder skal han spille for Botafogo Beach Soccer og Iguaca Futsal.

”Jeg regner med ihvertfald at blive her året ud og måske også i starten af næste år,” afslører Jakob.

Han kunne godt tænke sig at prøve lykken i Portugal, da han nu kan tale portugisisk, men også USA kunne være en drøm.

”Philip Lund fra Kolding tog til USA, og han er nu et stort navn indenfor indendørs fodbold på Old Star holdet,” tilføjer Jakob.

Taps og Christiansfeld

På trods af Jakobs udadvendte verdenssyn, har han fortsat tanker rettet mod Danmark og ikke mindst Taps og Christiansfeld.

Han har mange gange været i Taps på besøg hos Lene og Lolke på gården Solskin. Jakob kender Lene fra den gang hun boede i Kolding. Også Jakobs forældre kender Lene og Lolke og deres biodynamiske landbrug godt. Jakob har stadig en god kontakt med dem begge og ikke mindst Lene, der deler nyt med ham på Facebook.

Jakob fyldte 35 år den 30. august. Han kom denne gang til at undvære den faste tradition med at samle bær med familien denne dag. Hele familien plejer at hygget sig med blandt andet at plukke blåbær, tyttebær fra dværgbuske og sorte bær (Revlingebær) på heden.

Juletradition

Det er dog særligt familiens tilbagevendende juletradition, han kommer til at savne i år. Hvert år op til jul har de besøgt Christiansfeld.

”Normalt har jeg altid været hjemme til jul, hvor vi har besøgt det gamle apotek i Christiansfeld og fået te og kager. Bagefter har vi været i kirken, hvor der er sand på gulvet,” fortæller Jakob om besøget i Brødremenighedskirken.

Jakob har en kæreste i Rio de Janeiro, men har ingen børn.

På trods af en – efter danske forhold – temmelig varm vinter og på trods af, at der er en meget varm sommer i vente fra januar og februar, har Jakob et savn efter de lidt køligere himmelstrøg og de sæsonbestemte familietraditioner.

Se også