Regionsrådsmedlem:  – Lad være med at eksperimentere med ambulancerne

Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

REGIONEN/ AMBULANCER: – Jeg fornemmer, at der ikke er politisk flertal i regionsrådet for, at vi igen skal eksperimentere ved at sende ambulancerne i vores eget velfugende selskab i udbud – og dermed på ny skabe uro på området.
  Ord fra regionsmedlem og medlem af regionens sygehusvalg, Poul Erik Jensen (S) Vamdrup. De kommer oven på en udmelding fra regionen, om det skal overvejes, om ambulancerne igen skal sendes ud i åben licitation:
– Som jeg ser det er udmeldingen udelukket kommet, fordi kontrakten med det private selskab, Responce, som i øjeblikket kører ambulancerne i Trekantområdet, skal i udbud, fordi den gældende kontrakt er forlænget to gange. Og det betyder, at den ikke kan forlænges yderligere uden åbent udbud. Men det betyder jo ikke, at det behøver at berøre vores eget velfungerende ambulanceberedskab med et udbud, siger Poul Erik Jensen. Og han føjer til, at man jo slet ikke behøver et udbud overhovedet:
– Situationen åbner jo også mulighed for at hjemtage ambulancerne i Trekantområdet i eget regi i Ambulance Syd helt uden udbud, siger Poul Erik Jensen.
Regionens udmelding om at man vil overveje udbud af ambulancerne – og måske også dem der kører i eget regi – er ret overraskende. Ikke mindst fordi andre regioner rundt om i landet netop i denne tid med fordel hjemtager ambulancer fra det tidligere private monopol selskab, Falck. Og det gøres ikke mindst med baggrund i succes i Region Syddanmark med hjemtagningen af ambulancedriften i 2016 – efter BIOS/Falck-skandalen.
Regionens eget ambulancevæsen går i dag under navnet Ambulance Syd og betjener hele regionen både i Jylland og på Fyn. Undtagelsen er kun Trekantområdet, som betjenes af det private Falck-selskab Responce. Sidstnævnte selskab har i øvrigt netop tabt stort terræn, fordi Region Midtjylland også har hjemtaget ambulancerne i et område, som Responce hidtil har betjent.

 

Se også