Krolfklubben i Christiansfeld fejrede tyve års jubilæum

Der er smørrebrød og øl og vand i anledning af jubilæet. På billedet ses som nummer to til venstre, Jørgen Grau og til højre som nummer tre, Jens Peter Jensen

Der var god opbakning til krolfklubbens 20 års jubilæum den 27. september. 52 medlemmer var mødt op trods en dag med udbredt regnvejr.

Det hele begyndte på initiativ fra Aksel Pedersen, Jørgen Grau og Jens Peter Jensen. De sidstnævnte er fortsat med og aktive i klubben.

Golf og kroket i ét

”Den 7. maj 2002 kunne en gruppe ældre i Christiansfeld præsentere en ny sport i form af krolf, der er en kloning mellem golf og kroket,” kunne forkvinde Kate Heiby i sin jubilæumstale citere fra en artikel i JyskeVestkysten fra dengang.

Det er ikke altid spillet går som planlagt; eller måske er det til ære for fotografen. Foto: Poul Erik Lassen

I begyndelsen var der 40 tilmeldte og to baner at vælge imellem. Hver bane har tolv huller.

”Den 5. april 2005 kunne vi så holde rejsegilde for et skur, der fik navnet ’Blot til lyst hus’,” fortalte Kate videre. ”Navnet blev efter en konkurrence ændret til ’Krolf-hytten’,” fortsatte hun.

”I 2009 gik vi fra to til fem baner. Der var nu 50 spillere tilmeldt. I dag er der 68 tilmeldte i klubben. Det synes jeg er meget godt,” beskrev Kate videre i sin tale til medlemmerne.

Hærværk

Desværre blev der lavet hærværk mod klubbens skur, så der måtte opføres et bedre og mere sikret ”klubhus” i 2014.

”Det stod Jens Peter og Erik for. Folk skulle bare sponsorere, så skulle de to herrer nok sørge for resten,” smiler Kate.

Jubilæum i Krolf-hytten. På bøjler ses tre trøjer. Den grønne er til træning, den røde til ”staben” og den gule er fra da det hele begyndte for tyve år siden.

”De styrede det hele og ville ikke have ’gode råd’ fra omgivelserne. Bare de fik gode materialer.”

I forløbet har klubben fået god og værdifuld støtte fra de lokale og fra kommunen.

Årets klubmestre

Spillerne er i gang året rundt. Om sommeren er det tirsdage og torsdage og om vinteren kun torsdage. Om vinteren er de ældre optaget af idræt ved siden af krolfspillet.

Klubmestrene i år blev for damerne: 1. Gunver Mølgård, 2. Mette Pickering og 3. Gerda Marcussen. På herresiden var det: 1. Erik Jensen, 2. Jørn Andersen og 3. Finn Kristiansen.
Ved jubilæet blev der serveret smørrebrød, vand, vin og øl.

Kate Heiby bød velkommen og holdt tale i anledning af krolf-klubbens 20 års jubilæum.
Der er dyb koncentration, når bolden skal slås i hul med færrest mulige slag på en dag med masser af regn.
Se også