Prisstigninger rammer hal-projekt i Lunderskov

Borgmesteren: - Bevillinger til vuggestuer, børnehaver og plejehjem kommer før idrætshaller.

Lunderskov Hallen til venstre i sin nuværende skikkelse.

Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

LUNDERSKOV: Priserne på byggematerialer stiger voldsomt, og det udfordrer de offentlige anlægsbudgetter og bevillinger. Og det rammer nu også en planlagt udbygning af Lunderskov Hallen med forsinkelse. Initiativtagerne kan nemlig ikke forvente direkte støtte fra kommunen foreløbig.

– Kommunernes Landsforening opfordrer nu direkte kommuner over hele landet til at prioritere nødvendige byggerier først. Og nødvendige byggerier er vuggestuer, børnehave og plejehjem – og ikke idrætshaller. Bemærkningen kom fra ingen andre kommunens borgmester, Knud Erik Langhoff, på et møde i Lunderskov Lokalråd, hvor der blev gjort status over Lunderskov her og nu – og i nærmeste fremtid.

Og netop i Lunderskov står man og mangler i omegnen af syv millioner kroner for at få økonomien til at hænge sammen i en planlagt udbygning af byens idrætshal, som er budgetteret til 14.9 mio. kroner. Det er den selvejende institution, Lunderskov Hallen, der står projektet.

– Ikke alene er udgifterne til materialer er skudt i vejret, er det også dyrere at få håndværkere, føjede borgmesteren til.

Knud Erik Langhoff sagde også i samme forbindelse, at Kolding Kommunes fritidsafdeling, fundraising og byggeafdeling, sammen med halbestyrer, Jan Schjerning og formanden for hallen, Henrik Bygebjerg, inden længe mødes for at udarbejde en tidsplan for det kommende forløb af udbygningen af hallen. Og vil Ikke mindst fundraising komme på dagsordenen med henblik på at rejse de penge fra fonde, der mangler – samt om projektet eventuelt kan udføres i etaper få fokus.

Ny Rema 1000-butik 

På mødet havde Knud Erik Langhoff bemærkninger for indkøb af dagligvarer i byen:

– Vi arbejder i øjeblikket på en lokalplan for en nye dagligvarebutik. Planen forventes klar til vedtagelse i byrådet i efteråret 2023. Herefter skal planen ud i otte ugers offentlig høring. Så endelig godkendelse ventes i starten af 2024, sagde borgmesteren.
Det er, som tidligere omtalt her i avisen, Rema 1000, der har søgt Kolding Kommune om at få udarbejdet en lokalplan, så dagligvarekæden kan åbne en butik på hjørnet af Kongsbjerg og Reinholdts Bakke ved siden af Shell.

Genbrugspladsen

Om den lokale plads sagde borgmesteren:

– Her er vi er nødt til at vente på en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet angående en miljøgodkendelse fra 2019, som gør det muligt at have længere åbningstider. Klagenævnet forventede at træffe afgørelse i sagen senest sidste sommer, og det er jo som bekendt ikke sket. Vi håber nu, at vi snart får en afgørelse i sagen, lød det fra borgmesteren.
Derudover gjorde Knud Erik Langhoff opmærksom på, Kolding Kommune er stævnet vedrørende plangrundlaget for genbrugspladsen:

– Denne sag er nu, så vidt vi er orienteret om rettens forberedende arbejde. Derudover har en klage også været behandlet hos Planklagenævnet, hvor klageren dog ikke fik medhold, lød det videre.

Lokalplan for Rugvang

Om den planlagte private udstykning af omkring 50 nye boliggrunde ved Rugvang i den sydlige del af Lunderskov sagde borgmesteren blot, at der nu er gode udsigter til, at der kan blive adgang til Kirkevejen gennem en eksisterende grund:

– Men da forhandlingerne her endnu ikke er helt på plads er en eventuel vejadgang syd om boligområdet ved Havrevang stadig åben, men her afventes blandt andet svar fra Trafiksstyrelsen, lød det fra borgmesteren.

Se også