Kom inden for i kunstens verden

Den 12.-13. november slår hele 42 kunstnere og kunsthåndværkere i Kolding Kommune dørene op til deres værksteder og atelierer, når Åbne Atelierdage løber af stablen for femte år i træk.

Alice Vestergaard

FÆLLES: I weekenden den 12.-13. november har du mulighed for at få et kig ind i kunstens verden og opleve hvordan kunstnere og kunsthåndværkere arbejder. Billedkunst, skulpturer, glaskunst, kunsthåndværk og keramik er bare noget af det, som kunstnerne arbejder med og som du kan få en snak med dem om. 

Åbne Atelierdage foregår hos kunstnerne selv – i deres atelier, galleri eller udstillingssted – og det er her, de slår dørene op og byder indenfor. Begge dage kl. 10-16 og der er gratis adgang.

Lisbeth Thorøe

Et mangfoldigt kunstmiljø

Igen i år er der stor tilslutning til Åbne Atelierdage med 42 kunstnere og kunsthåndværkere fordelt på 29 lokationer rundt om i hele Kolding Kommune.
– Det er fantastisk, at vi i Kolding Kommune har et så mangfoldigt kunstmiljø, der har lyst til at være med i Åbne Atelierdage og vise, hvad de kan. Opbakningen til Åbne Atelierdage er stor og hvert år kommer nye kunstnere og kunsthåndværkere til. Det tyder på, at det giver værdi for dem at være med. Og for borgerne er der masser af spændende kunst og oplevelser i vente, siger udtaler formand for Kulturudvalget Eva Kjer Hansen.

Folder fortæller mere

Kolding Kommune har lavet en folder, hvor alle kunstnerne er præsenteret og som fortæller, hvor de udstiller. Folderen kan du finde på kulturinstitutioner og forskellige overnatnings- og spisesteder rundt om i kommunen. Du kan også se eller downloade den på www.kolding.dk/atelierdage.   /sebro

 

Se også