Janna er nyansat i BDM

Janna Rabjerg Barrit bor fortsat i Aarhus, men arbejder i Christiansfeld.

Janna Rabjerg Barrit er ansat som ny fundraising- og projektmedarbejder i BDM, Christiansfeld.

Hun skal både samle penge ind i Danmark og besøge projekter i bl.a. Østafrika. Og det glæder hun sig til:

– Jeg ser frem til at møde og opbygge gode relationer til BDM’s medlemmer i Danmark og samarbejdspartnere ude i verden. Jeg glæder mig til at tage del i et fællesskab, der rækker ud og forvandler menneskers liv, siger hun.

Glæden er gensidig:

– Vi er rigtigt glade for at få Janna med på holdet. Med hendes kompetencer og samarbejdsevner vil BDMs arbejde med fundraising i Danmark og projekter i Afrika være i trygge hænder og styrkes i de kommende år, forventer BDM’s generalsekretær Arngeir Langås.

Janna Rabjerg Barrit har en bachelor i antropologi og en kandidat i Human Security, Miljø- og Konfliktanalyse fra Aarhus Universitet. Under uddannelsen var hun i praktik i International Aid Services, hvor hun bagefter fortsatte i en studenterstilling.

– Jeg forventer at kunne omsætte mange af mine kompetencer fra universitet til praksis. I starten vil jeg bruge tid på at tage ved lære af den erfaring, der er i BDM. Samtidig så glæder jeg mig også til at komme med nye indspark og præge BDM’s projektarbejde, siger hun.
Janna Rabjerg Barrit bor i Aarhus, hvor hun er tilknyttet frikirken, CityKirken. Hun tiltrådte stillingen som fundraising- og projektmedarbejder hos BDM i Christiansfeld den 5. december.

Løbner/Henri.

Se også