Trænerteamet er på plads

Foto: Svend Anker Iversen

Sønderjyske Fodbold henter Lasse Frølund ind som assistenttræner, og målmandstræner Jens Rinke har forlænget sin kontrakt, så trænerteamet dermed er på plads.

Trænerteamet i Sønderjyske Fodbold er kommet på plads, og den samlede trænerstab har nu knap seks uger til at gøre holdet klar til premieren i NordicBet Ligaen den 19. februar.
Sønderjyske Fodbold har lavet en aftale med Lasse Frølund, som bliver assistenttræner sammen med Simon Poulsen.

Desuden har målmandstræner Jens Rinke fået forlænget sin kontrakt.

– Vi sagde farvel til to trænere i slutningen af efteråret, og vi har nu fået to nye ind i Thomas Nørgaard og Lasse Frølund, og derudover har vi forlænget aftalen med Jens Rinke. Dermed har vi hele trænerteamet klar, og vi er glade for at have det på plads her lige fra begyndelsen af opstarten, siger sportsdirektør Esben Hansen.

36-årige Lasse Frølund bliver hentet i B.93, hvor han har haft flere forskellige roller, siden han kom til klubben i sommeren 2017.

– Med ansættelsen af Lasse Frølund får vi en fagligt stærk træner, som kan supplere Simon Poulsens ekspertise, og vi er overbeviste om, at han fra første dag kan indgå i trænerteamet på en rigtig god måde.

32-årige Jens Rinke blev ansat som målmandstræner på fuldtid i akademiet i efteråret 2021, og i foråret 2022 rykkede han op og blev målmandstræner for førsteholdet.

– Jens Rinke har nu været omkring førsteholdet i snart et år, og han har haft en god udvikling ligesom vores målmænd har, og derfor har det været helt naturligt at forlænge hans kontrakt, siger Esben Hansen.

Se nyheden her: https://soenderjyskefodbold.dk/traenerteamet-er-paa-plads/

Læs de friske nyheder hver dag på Fællesavisen.dk
for Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup.

HAR DU EN NYHED?
Ring til webmaster, journalist Sv.E. Brodersen tlf. 2076 1253.