Andreas Schou var med i finalen i USA

Tre nedrivninger betød dog at Absolute Horses-rytteren ikke kunne holde den delte førsteplads, han var på før finalens sidste dag

CHRISTIANSFELD:  Andreas Schou endte på femteplads sin debut i World Cup-finalen i ridebanespringning i USA med hesten Darc de Lux fra Absolute Horses på Tågerup efter fire hårde konkurrencedage i Omaha i USA.

Der blev ikke rørt en bom ved de to indledende runder. Og da flere og flere af de andre ryttere lavede fejl, rykkede parret op og lå på en delt førsteplads, da det hele skulle afgøres.

Men i første runde af finalen faldt der hele tre bomme, og det betød, at Andreas rykkede ned på en samlet syvendeplads. I anden finalerunde var parret igen fejlfri og rykkede så op og sluttede på femtepladsen.

World Cup-finalen blev vundet af den svenske verdens-etter Henrik von Eckermann, der havde en enkelt nedrivning i første finalerunde. Det var en virkelig svær bane, der kun blev klaret fejlfrit af tre ryttere. Anden finalerunde var der seks, der klarede uden fejl.

Tæt løb

Det var første gang, Andreas Schou deltog i en World Cup-finale, og det er mange år siden, Danmark sidst var repræsenteret.

Der var utroligt tæt løb i den samlede World Cup-finale, hvor de første konkurrencer omregnes til strafpoint. Den blev vundet med 5 point, mens nummer to havde 9 og nummer tre og fire 11. Andreas sluttede med de 12 point for de tre nedrivninger. Han havde kunnet vinde med en nedrivning og ville være blevet nummer to med to nedrivninger.

World Cup-finalen samler 40 ryttere fra hele verden, der har kvalificeret sig ved en række stævner i de forskellige verdensdele. De bedste 30 ryttere gik videre til første finalerunde, mens de 20 bedste af disse måtte starte anden finalerunde.

Andreas havde på forhånd ikke lagt skjul på, at han føler, Darc de Lux er i sit livs form. Men han var også været lidt spændt på konkurrencen, da Darc de Lux er en stor hest, og banen, der rides på i Omaha, er ikke så stor.

Men en femteplads blandt 40 af verdens bedste ryttere – og den tredje bedste af de deltagende europæere – lover godt for de kommende store konkurrencer. / hd/seb
_____________________________________________________________

 

 

 

 

 

Se også