BDM vil fortsat udsende missionærer og volontører
Mens en del andre missionsselskaber er holdt næsten op med at udsende danske missionærer, vil Brødremenighedens Danske Mission (BDM) i Christiansfeld fortsætte.
– Vi holder fast i at være et sendende missionsselskab og arbejder intenst på, at missionærkandidater har og får de kvalifikationer, de skal bruge til opgaverne, sagde formanden for BDM, pastor Ph.D. Jørgen Bøytler, i sin beretning på BDMs generalforsamling i Christiansfeld søndag den 14. maj.
I Tanzania har BDM seks missionærer udsendt og i 2022 har BDMs ungdomsafdeling haft 16 volontører udsendt til at arbejde med børn i Sikonge og Sumbawanga. Desuden arbejder BDM i Congo, Burundi, Albanien og på Vestbredden i Israel.
Generalsekretær Arngeir Langås kunne med glæde fortælle, at en ny missionærfamilie er klar til at blive sendt til Tanzania 1. august: Bettina og Morten Poulsen skal sammen med deres to børn bo i Mwanza, hvor de skal støtte Brødrekirken i regionen.
100 år for spedalske
Sundhedsarbejdet står centralt for missionsselskabet. I oktober er det 100 år siden Brødremenigheden engagerede sig i forebyggelse og behandling af spedalskhed ud fra Missionshospitalet i Sikonge, syd for Tabora i Tanzania.
– Vi har netop afsluttet et sundhedsprojekt i Østcongo, hvor børnedødeligheden nu er faldet, takket være oplysning om hygiejne og adgang til rent drikkevand, fortalte generalsekretær Arngeir Langås.
Biskop: Søg efter Gud
Blandt talerne var biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, Aalborg. Han talte imod tidens tendens til, at enhver skal finde sig selv.
– Det lyder ensomt at man primært skal finde sig selv. Jesus kom for at føre os ud af egoets fangenskab og ind i fællesskab med Faderen, sagde biskoppen.
Løbner/Henri.