Også mænd med på de kreative værksteder i Hejlsminde
Kreative Værksteder i Hejlsminde er i fuld gang. De ti af udstillerne er kvinder, men der er også to kreative mænd blandt udstillerne.
Blandt de 12 udstillere i Hejlsminde Forsamlingshus i denne uge og frem til søndag er også to mandlige kunsthåndværkere.
Det er Preben Nielsen, Bjert, som har været med i mange år – faktisk helt siden 1996, for 27 år siden!
Preben fletter pilestænger til fantastiske kurve m.m. Han har da også været på kurser i bl.a. Frankrig og har også udstillet på Koldinghus.
De sidste par år har hans gode kollega Keld Nielsen fra Bjert også været med.
Keld har ”kun” drejet træ siden 2017. Han har været på kurser hos Tempa på Mors og drejer nu ikke kun små pynteting, men også brugbare ting som fx skærebrætter.
Keld fælder også selv de træer, han bruger. Han saver dem op og har træet liggende på lager, indtil det har den rette fugtighed.
De to mænd trives godt blandt de ti kvindelige kunsthåndværkere, hvoraf den faste gruppe er lokal, mens der hvert år er nogle gæsteudstillere med.
The grand old lady er Annelise Nielsen, Hejls, som har vævet på sine væve i 30-40 år. Hun finder selv sine mønstre og farvesammensætninger.
De øvrige udstillere er: Birthe Engedal (malerier), Birgitte Ekholm Gaardxsted (glasperler), Helle Valgreen (keramik), Hanne Notlev (spinning, strikning, farvning og filtning), Inga Jørgensen (tasker af skind), Inger Bie (anderledes lertøj), Sophie Dahlmann (patchwork), Anne Luxhøj (træarbejder) og Lene Olsen (vævning og strikning m.m.).
Mange gæster sætter pris på at få en kop kaffe og en hjemmebagt kage fra Lise Brochs køkken fra 13.30-16.30 hver dag.
Kreative Værksteder holdes i forsamlingshuset i den flotte natur i Hejlsminde indtil den 30. juli.
Det sker alt sammen fra lørdag den 22. juli til og med søndag den 30. juli kl. 10-17.