Vores velfærd køres i sænk

Søren Rasmussen

LÆSERBREV: Kolding Kommune står overfor store udfordringer, mange skabt af Byrådets flertal selv, andre kommer udefra. Men uanset hvad så skal de jo løses. Men Byrådets flertal vælger at lade, som om problemerne ikke er der.

De må jo tro, at hvis de blot lader stå til, så opdager ingen, hvor talentløse de er. Eller tror de problemerne forsvinder af sig selv?

Det gør de ikke. Af de selvskabte problemer er f.eks., at flertallet har tømt kassen på seniorområdet, hvilket de blev advaret imod. Derefter vedtog de, at man kan spare en stor portion penge på seniorområdet ved at købe lidt velfærdsteknologi. For i år og de kommende år i budgetperioden er det 16.769.000 kr. i alt. Jeg og Dansk Folkeparti sagde klart fra begyndelsen: ”Det kan ikke lade sig gøre”. Forvaltningen sagde det. Al erfaring sagde det. Den sunde fornuft sagde det, og nu har de også et uafhængigt konsulentfirma, der siger det samme. Altså mangler der 16.769.000 kr. – alene på den fadæse – på seniorområdet, og hvad gør de så ved det? Ingenting. Ingen verdens ting. Flertallet har viden om problemet inden budgettet skal vedtages. Alligevel gør de ingenting. Det er jo totalt uansvarligt. De penge vil mangle, og det vil gå ud over de mennesker i vores kommune, som har mest brug for hjælp.

Desværre er det blot et eksempel ud af mange.

Søren Rasmussen
Formand Seniorudvalget
Dansk Folkeparti
Primulavej 7, Kolding

Se også