Vamdrups ’fri’ byfornyelse handler ikke kun om penge

Karina Lorentzen Dehnhardt er bl.a. formand for Folketingets landdistriktsudvalg. Hun har tidligere siddet i Kolding byråd.

– Det er ret afgørende for at fastholde bosætning og butikker i fx Vamdrup, at der også er lokale mødesteder og attraktive bykerner.

Det siger SF’s landdistriktsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt som kommentar til, at Vamdrup nu får mulighed for at skabe ”fri byfornyelse” (Se forsiden af Fællesavisen).

Aftalen betyder nemlig ikke kun, at Vamdrup får penge, der kan bidrage til at omdanne bymidten, men også en dispensation. Den betyder, at man kan omdanne erhvervsmål i stueetagen til boliger, selvom stueetagen ifølge lokalplanen skal bruges til erhverv, forklarer Karina Lorentzen, der sidder i Folketinget og er valgt lokalt.

– Det er et forsøg, hvor vi giver Kolding Kommune mulighed for at afvige fra lokalplanerne, så flere kan få lov at bo i midtbyen i Vamdrup. Det betyder, at området bliver mere attraktivt både at drive erhverv i, men også at opholde sig i, siger Karina Lorentzen, som selv har forhandlet aftalen.

– Med aftalen ønsker vi at sparke liv i bymidterne i de mindre byer, forklarer hun.
Forsøget med frie bymidter er planlagt til at blive vedtaget ved lov i februar 2024. Forsøgsperioden starter 1. juli 2024 og skal vare frem til 2029, hvor forsøgshjemlerne udløber.

Se også