Y’s Men’s holder sidste loppemarked i år

Et kig i hallerne på Rolykkevej 4, hvor alle genbrugstingene er klargjorte og udstillet overskueligt på hylderne. På lørdag er det sidste chance før jul.

Y’s Men’s klubben i Lunderskov holder sidste loppemarked i år lørdag den 4. november kl. 9-12.

Det foregår som sædvanligt på Loppegården, Rolykkevej 4, 6640 Lunderskov.

– Loppefund er ligesom et anker i en tid, hvor alt går stærkt og er digitalt og flygtigt, siger Hans Chr Rask og forklarer:

– De gamle ting, du kan finde på et loppemarked, minder os om, hvor vi kommer fra. Hver ting er et minde.

Alle genbrugstingene er klargjorte og udstillet overskueligt på hylderne i hallerne på Rolykkevej 4.

– Møbler, fint genbrugstøj, duge og servietter, cykler, værktøj og måske lige den dims, man mangler til reparation. Havegrej, lamper og TV, højtalere, radioanlæg, køkkengrej, glas og porcelæn, billeder, malerier, tasker, sko og kufferter. Bøger i lange baner samt legetøj, der vil glæde ethvert barn. Der er også et julebord med udstillet julepynt, fortæller Hans Chr Rask fra Y’s Men’s klubben.

Som noget nyt kan man nu fylde en pose med genbrugsting til kun 50 kr. i alt.
Man kan også få lavet en personlig kagetallerkenopsats med 2 eller 3 etager i den arbejdende stand.

Som sædvanligt er der tombola med gevinster, og der sælges kaffe og te i caféen.
Indtægterne ved genbrugssalget går til velgørende formål i det lokale område.

Se også