Mads blev den bedste VVS-energispecialist lærling i regionen

Mads Kortegaard fra Hansenberg skal repræsentere Region Syddanmark ved DM i Skills.

I sidste uge vandt Mads Kortegaard fra erhvervsskolen Hansenberg i Kolding en førsteplads ved konkurrencen på skolen.

Onsdag og torsdag i denne uge har han så deltaget i Regionsmesterskaberne på EUC SYD i Aabenraa – og nu er han kåret til regionens bedste VVS-lærling. En fornem titel, som samtidig har sikret ham en plads ved DM i Skills 2024 i Roskilde.

– Jeg er da glad, og det bliver spændende. Opgaven i Aabenraa passede meget godt til det opgavemateriale, vi på forhånd havde fået – og som jeg har brugt i løbet af træningen, fortæller Mads Kortegaard.

Ved Regionsmesterskaberne lød opgaven på at etablere en separat varme- og vandinstallation, og her skulle deltagerne bukke mange rør.

– Frem mod DM i Skills skal jeg arbejde med min bukketeknik, for der er plads til forbedring, forklarer den 18-årige VVS-energispecialist lærling, som er i lære hos Krenk VVS i Kolding.

Flot installation

Han fik under Regionsmesterskabet stor opbakning fra både sin mester og sin familie. Med på sidelinjen stod også faglærer ved Hansenberg Lars Jørgensen, og han er meget tilfreds med sin elev:

– Mads lavede en flot installation – efter min mening den flotteste – og han var den første til at blive færdig med opgaven, hvilket gav ham nogle bonuspoint. Mads viste stort overblik og gåpåmod, og han gav den fuld hammer. Jeg er så imponeret over indsatsen, siger læreren.

DM i håndværk

– Næste skridt er DM i Skills i Roskilde, hvor opgaven og kravene er noget større. Her skal han kæmpe mod tre andre i et område med mange besøgende og stor aktivitet. Så det kommer til at summe omkring dem, forklarer Lars Jørgensen, som har trænet mange tidligere DM-deltagere – og vindere – fra Hansenberg.

Anne Louise Mikkelsen/Henri.

Se også