Præstepar får lov at blive i Vamdrup

Provsteboligen til det nye job i Hedensted er ikke klar, så Vamdrup præsteparret Helle og Jens Henrik bliver foreløbigt boende i byen indtil en ny præst skal flytte ind om 3 mdr.

Helle og Jens Henrik.

Selv om sognepræst Jens Henrik Kristiansen har fået nyt job som provst i Hedensted pr. 1. december, er der ikke nogen tjenestebolig, de kan flytte ind i.

Det var ellers lovet i stillingsopslaget, da Jens Henrik søgte provstejobbet efter 14 år i Vamdrup.

– Den tidligere provst havde eget hus, så der er ikke en bolig, vi kan flytte ind i, ler Jens Henrik Kristiansen godmodigt med sit varme smil. Der skal mere til at vælte ham af hesten.

Har oplevet borgerkrig i Afrika

Jens Henrik og Helle har prøvet at stå midt i en konflikt mellem muslimer og kristne i Nigeria, hvor tusind mennesker blev dræbt i gaderne lige udenfor deres hjem.

– Vi var lige kommet til Jos i Nigeria i august 2001 med vores fire små børn, da optøjerne brød løs. Vi skulle bestyre et gæstehjem for MissionAfrika. Heldigvis var der en mur udenom. Og da Helle om eftermiddagen ville køre ud til den internationale skole for at hente børnene, sagde vagten: No, madam. Det er alt for farligt. Da foregik der allerede forfærdelige ting i gaderne, husker Jens Henrik.

De næste dage var Helle og Jens Henrik altså tilmed adskilt fra deres små børn. Men grunden rundt om gæstehjemmet blev fyldt op med 200-300 flygtende kristne, som søgte tilflugt bag muren, mens myrderierne foregik lige udenfor.

Vores 9/11 var 7/11

– Det var jo dét år, hvor 9/11 skete i USA. Og vi havde så vores eget 7/11 – den 7. september 2001, husker Jens Henrik.

Trods de voldsomme begivenheder besluttede Helle og Jens Henrik at blive i Nigeria et år, indtil de i 2002 rejste hjem til Danmark. Han fik tilbudt en stilling som kommunikations-sekretær i MissionAfrika i Christiansfeld.

Og det var efter syv år her, at han i 2009 søgte og fik jobbet som sognepræst i Vamdrup og Hjarup Pastorat i Kolding Provsti.

Glade for Vamdrup

– Det har været en god tid, og vi er bestemt ikke trætte af Vamdrup. Vi har haft det godt med både menigheden og byen, og vi havde da nok regnet med, at vi skulle bliver her, til jeg skulle pensioneres, siger den 57-årige præst.

I gennemsnit kommer der omkring 100 til en gudstjeneste i Vamdrup, og det er faktisk ret mange.

– Vi har en trofast menighed, men desuden har vi ofte mange dåbs-gæster. Førhen var det måske kun den nærmeste familie, der kom til en dåb, men i dag kan vi godt opleve, at hele den store familie og alle gæster rykker ind med 60-70 gæster i kirken. Så det er meget festligt.

Folk blev hjemme

– Desværre mistede de fleste kirker en del kirkegængere under coronaen. Ikke fordi de døde, men fordi de blev hjemme. Og det er vi ikke helt kommet over endnu. I mine 14 år har jeg også begravet utroligt mange mennesker, og en del af dem er selvfølgelig også kirkegængere. Men så er der kommet nye til, som har sat deres præg på kirken. Og der har været åbenhed for, at vi kunne afprøve nye idéer.

Han nævner som eksempel, at kirken holdt et arrangement i anledning af musikeren og sangeren Kim Larsens død.

Kirkens organist Maren Frost Nielsen og Vamdrup Gospelkor fremførte en række af Kim Larsens sange, og præsten bandt sangene sammen. Flere hundrede mennesker mødte op til arrangementet i kirken. Og derfor er der planer om et lignende arrangement i foråret.

– Vamdrup er jo et gammelt vækkelsesogn. Og tilbage i 1900-20 måtte man udvide kirken for at få plads nok, forklarer sognepræsten, der selv stammer fra Farsø. Her bor hans gamle mor på plejehjem. Selv er han i bestyrelsen for plejehjemmet Elim i Vamdrup.

Glæder sig til provstejobbet

Allerede den 1. december skal han så tiltræde den nye provste-stilling i Hedensted–St.Dalby Provsti, som ligger i den nordligste del af i Haderslev Stift. Biskoppen er altså den samme.

– Jeg glæder mig til det nye job. Der er en del administrativt arbejde, men heldigvis har jeg en lille kirke i St. Dalby, hvor jeg får lov at prædike. Som provst har man jo med både det økonomiske og det personale- og arbejdsmiljømæssige at gøre. Og det er noget, jeg ser frem til, siger han.

Ikke noget hus

Men nu er der så ikke engang et hus, de kan flytte ind i…

– Nej, det skal man lige have løst. Men nu er det som regel sådan indenfor Folkekirken, at en ny præst først ansættes efter ca. 3 måneder. Derfor har vi fået lov at blive boende i vores nuværende hus i Vamdrup. Og så vil jeg bare pendle frem og tilbage, siger Jens Henrik Kristiansen med sædvanlig sindsro.

Bryllup i nabokirke

Præsteparret har ellers lige holdt et bryllup for en af deres piger, Karina.

Så der har været stor travlhed og meget at tænke på. Da kirken i Vamdrup er under delvis reparation med stilladser, lånte de i stedet kirken i Tyrstrup i Christiansfeld. Og Jens Henrik førte selv sin datter op ad kirkegulvet og viede hende bagefter til hendes udkårne Michael.

Det var en stor dag.

Hustruen Helle arbejder på et bosted i Vejen, efter at hun i ti år arbejdede på Sydhjørnet i Vamdrup. Og hun regner med at fortsætte med arbejdet i Vejen – også efter at parret hen i februar-marts regner med at flytte til Hedensted-området.

Taler, når juletræet tændes på fredag

En af de sidste opgaver, Jens Henrik skal løse i Vamdrup, bliver at holde årets juletale, når det store juletræ skal tændes kl. 16 på Torvet i Vamdrup.

Her medvirker Vojens Brassband, og der er juleposer til børnene.

Se også