Tilflyttere: ’Folk er ekstraordinært venlige i Christiansfeld’

– Folk er altså ekstraordinært venlige i Christiansfeld! Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Det siger tilflytteren Christian Boas, som for godt et år siden flyttede til byen sammen med Gerda.
– Forleden var vi på juletur i Christinero. Jeg kom til at køre bilen i grøften, og jeg kunne ikke få den op igen. Så kom der straks en mand og sagde: Kan jeg hjælpe dig? Han ringede efter vejhjælp, og de trak bilen op. Min kone Gerda havde glemt at få handsker med, og det var koldt derude. Men tænk, så var der en kvinde, der gav hende sine egne handsker. Jeg synes, det var meget fint gjort.
– Vi oplever så megen venlighed og hjælpsomhed, efter at vi er flyttet til Christiansfeld. Og jeg vil gerne sige tak gennem avisen, siger den forhenværende skolelærer, Christian Boas.
Han mener, at de gamle dyder fra Brødremenighedens første tid stadig lever i befolkningen i Christiansfeld.