Hung Le afviser, at han vil sælge sin lægepraksis i Christiansfeld

Det skriver JydskeVestkysten ellers, men Hung Le benægter.

Læge Hung Le har i de fem år i Christiansfeld forsøgt at tilbyde specialbehandling, som han også nævner her på lægehusets forside. Ikke alle initiativer er dog faldet i god jord.

Ifølge JydskeVestkysten satte læge Hung Le allerede i november sin lægepraksis i Lindegade 56, Christiansfeld, til salg.

Avisen har angiveligt sine oplysninger fra Region Syddanmark. men søger man på regionens hjemmeside er Hung Les lægepraksis i Christiansfeld ikke (længere) nævnt på listen over ledige lægepraksisser.

Hung Le har ikke ønsket at udtale sig til JydskeVestkysten, men til Christiansfeld Avis siger han, at klinikken ikke skal hverken sælges eller lukkes.

”Lad mig sige det helt klart: Trods opslaget er min klinik ikke til salg, og den står heller ikke over for lukning,” fastslår læge Hung Le.

”Disse rygter opstod på baggrund af vores undersøgelse af muligheder for at udvide og forbedre vores tjenester, inspireret af succesen og strategierne, vi har implementeret hos Skanfeld. Vores døre forbliver åbne, og vores engagement i patienternes sundhed og velbefindende er stærkere end nogensinde,” siger han.

Voksende praksis

Hung Le overtog for ca. 5 år siden i 2018 læge Hanne Christensens praksis i Kongensgade. På grund af sygdom nåede hun kun at have praksissen i en kort årrække, før hun måtte afhænde lægeklinikken.

Hung Le flyttede efter nogen tid lægeklinikken til nye, moderne lokaler i det tidligere Netto på Lindegade 56B. Han udvidede også staben, så der på nuværende tidspunkt også er ansat en jordemoder og tre sygeplejersker. Og for tiden også en lægevikar.

”Vores mission er at fortsætte med at vokse og udvikle os, altid med fokus på at tilbyde den højeste kvalitet af sundhedspleje,” tilføjer læge Hung Le, som nu er 45 år.

”Fremtiden for lægeklinikken med Skanfeld som en integreret del af vores succes, er lys, og vi ser frem til at fortsætte med at tjene vores samfund med dedikation og innovation,” fastslår lægen, som flere gange har været i medierne på grund af sin utraditionelle praksis.

Læger nok lige nu

Udover Hung Le’s lægepraksis har læge Olga Abdi praksis i samme bygning i Lindegade 56.

Desuden findes et lægehus i Kongensgade 15, hvortil flere læger og andet personale er tilknyttet.
Idéen med den kommunalt opførte bygning var at huse alle byens læger under et og samme tag.
Klinikken driftes af Nordic Medicare, som er en kæde af almene klinikker.

Mens Christiansfeld tidligere var udpeget af Region Syddanmark som et område, der var truet af lægemangel, er der idag læger nok – i hvert fald hvis Hung Le bliver og måske endda finder en kompagnon til de mange patienter.

Se også