Dohrmann: Udvikling eller afvikling af Kolding Kommune?

Jørn Dohrmann, Drenderupvej 30, 6580 Vamdrup.
Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

LÆSERBREV: Nu er der gået over 2 år siden sidste kommunalvalg, og mange borgere spørger med rette, hvad vil politikerne med Kolding Kommune i fremtiden, og hvor bliver visionerne af?

Skal vi udvikle eller skal vi afvikle? Stilstand er lig med afvikling. I mange centerbyer som Christiansfeld, Lunderskov, Vamdrup og Jordrup mærker man kun, at alting er besværligt. Mange ting bliver kun ringere, transporten forsvinder, tingene forfalder, vejene er fulde af huller. Man ender med følelsen af, at man står tilbage på perronen og ser, alting kører væk.

Hvor er visionerne? Hvor er den stolthed for, at tingene er i orden?

Nu kan vi læse i avisen, at samarbejdet slår revner i byrådet, og igen er det kun Kolding By, der omtales, og igen var der ingen visioner.

Men Venstre har jo siddet for bordenden i sidste Byrådsperiode, og der skete der jo heller ikke så meget for at vende udviklingen, så vi får mere aktivitet i hele kommunen.

Hvor er samarbejdet mellem Kolding by og centerbyerne. Lige nu kan vi se, at politikerne har travlt med at pege fingre ad hinanden. Hvorfor kommer der ingen visioner? Hvad vil vi med Kolding Kommune på lang sigt?

Jeg ønsker helt klart udvikling både i Kolding og i centerbyerne. Vi mangler Byrødder, der vil hele Kolding Kommune, og der tør samarbejde.

 

Se også