Kolding Kommune har en stigning i serviceudgifter 20% over gennemsnittet

Villy Søvndal er social- og arbejdsmarkedsudvalgsformand i Kolding Kommune.

LÆSERBREV: Altinget har netop bragt en opgørelse over stigningen i budgetterede serviceudgifter på velfærdsområderne i kommunerne fra 2023 til 2024. Opgørelsen viser, at Kolding kommune har en stigning, der er mere end 20 procent højere end gennemsnittet i kommunerne i Danmark.

Det er fakta og en noget anden virkelighed end den, der nogle gange tegner sig i den offentlige debat. Pengene er i øvrigt brugt på områder, hvor der har været brug for et løft.

Vi har for andet år i træk løftet skoleområdet; i år i form af udbredelse af tovoksenordninger, så der bliver mere tid til det enkelte barn.

Vi har sikret flere penge til socialområdet, hvor der som bekendt er et stort pres på det specialiserede socialområde, og hvor vi har skabt bedre forhold for nogle af de mest udsatte grupper, vi har ansvaret for.

Vi har sikret penge til, at plejehjemspladser følger med stigningen i antallet af de helt gamle, som der bliver flere af i de kommende år.

I SF ved vi godt at velfærdsområderne fortsat er under pres, og at vores ansatte har travlt. Det er derfor, vi synes, det er forkert af regeringen at give skattelettelser – ovenikøbet størst til dem, der i forvejen har mest – i stedet for at sikre, at den offentlige service ikke sakker bagud.

Villy Søvndal
SF, Engstien 1,
6000 Kolding

Se også