John tilbyder at lave synsprøver hjemme hos ældre kunder

John Schack tager gerne brillerne med ud til kunderne.

Efter at Mette Juel Nielsen lukkede sin optiker- og guldsmedebutik i Nørregade 10 i slutningen af 2022, har Christiansfeld manglet en lokal optiker.

Men det vil John Schack nu gøre noget ved. Han bor privat på Skolegade i Christiansfeld og vil tilbyde at tage ud til især ældre for at foretage en synsprøve i deres eget hjem.

John Schack har de sidste godt tyve år arbejdet hos optikervirksomheden Heiko Stumbeck i Middelfart. Det er en virksomhed, som har eksisteret i 50 år og især har arbejdet på Fyn, hvor man driver tre store butikker.
Navnet skyldes den optiker, som grundlagde virksomheden. Nu er det hans søn Jens og svigerdatter Sidsel, der har overtaget den familieejede kæde, som foreløbig har fem optikerbutikker.

Ny optiker i Kolding

Siden 2002 har John Schack arbejdet i butikken i Middelfart. Men i januar i år åbnede Heiko Stumbeck en ny butik i Østergade 9 i Kolding.

– Da jeg bor i Christiansfeld, var det mest naturlige, at jeg kom til at arbejde i butikken i Kolding og kan tage vores DNA med, fortæller John, der nu har fået betydeligt kortere på arbejde.

– Hvordan vil du beskrive Heiko Stumbeck-butikkernes DNA?

– Det er en familiejet kæde, hvilket betyder, at vi lægger vægt på personlig betjening og service. Det vil de store optiker-kæder nok også sige, at de gør. Men det er nok alligevel anderledes, når man er en familieejet kæde. Derfor har vi også mange trofaste kunder, som kommer igen og igen, fortæller John.

– Vi går meget op i øjensundhed, siger John Schack.

Øjensundhed

– En anden ting er, at vi også lægger vægt på andre ting end briller og kontaktlinser. Vi går fx meget op i øjensundhed. Vi ved meget om øjensygdomme, mørkeblindhed, og hvordan man fx kan afhjælpe tørre øjne.
Vi tilbyder også natlinser, som kan forebygge nærsynethed hos børn. Ofte kan man halvere den minusstyrke, som en person ellers ville udvikle i løbet af livet, forklarer John Schack.

Han kan dog ikke helbrede den naturlige langsynethed, som de fleste ældre får med årene. Her er ikke andet at gøre end at bruge læsebriller.

Forældre var optikere

John Schack voksede op i Bredebro ved Tønder.

I Bredebro havde hans forældre også en optikerbutik, hvor de begge arbejdede. John valgte da også at blive optiker, fortæller han.

Men ligesom det går andre, mindre byer, kunne optikerbutikken ikke videreføres i den næste generation. John måtte søge til de større byer for at arbejde som optiker.

Familien slog sig ned i det hyggelige Christiansfeld og har nu boet her i over 20 år.

Service for oplandet

– Nu har Christiansfeld jo ikke længere en optikerforretning i byen, så jeg håber, mit tilbud vil hjælpe ældre mennesker, som ikke har mulighed for at køre til fx Haderslev eller Kolding. Jeg har allerede haft 6-7 hjemmebesøg, og jeg kan også sagtens tage på hjemmebesøg i oplandet og i Vamdrup og Lunderskov.

– Har du ikke overvejet, om du kunne føre Juel Nielsens lokale optikerbutik videre her i byen?

– Jo, men desværre er udviklingen jo sådan, at optikerbutikkerne skal ligge i de større byer for at kunne eksistere. Men til gengæld tilbyder jeg at komme ud til kunderne. Og det tror jeg, mange vil gøre brug af, slutter John Schack.

Se også