Aarø er med i opløbet om at blive Årets Ø
Den lille ø, Aarø, i Lillebælt ud for Årøsund og Haderslev Fjord er én af tre kandidater til at vinde den landsdækkende pris som Årets Ø. Gevinsten er en stor ø-fest for alle øens beboere og derudover 50.000 kroner.
Svend Aage Hansen tog initiativ til ansøgningen fra Aarø om at vinde den ærefulde pris.
“Jeg blev superglad, da jeg hørte, vi var nominerede! Jeg er faktisk netop nu ved at skrive et historisk skrift om øen i anledning af beboerforeningens 50-års jubilæum, for vi har været engagerede her på øen i mange år. Og vi har gang i rigtigt mange ting, blandt andet vil vi gerne skabe mere natur på øen.”
“Hvis vi vinder, er der mange, der skal have lov til at bestemme, hvad pen-gene skal bruges til udover den store fest – men jeg håber da, der bliver penge til at få trykt vores jubilæumsskrift,” siger Svend Aage Hansen.
Hylder danske småøer
Med kåringen af Årets Ø 2024-2025 vil Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer hylde danske ø-samfund, der er kendetegnet ved ”Det gode liv på øen – hele året rundt”.
”Uden aktiviteter året rundt på vores småøer så risikerer vi, at livet sygner hen. Med uddelingen af Årets Ø-pris ønsker vi at hylde det vigtige arbejde, der gøres på de danske øer, som gør det attraktivt for nye øboere at slå sig ned, bo og leve der året rundt – og styrker sammenhængskraften lokalt,” siger Mette Ravn, der er formand for priskomitéen og bestyrelses-medlem i Forenet Kredit.
Forenet Kredit ejer Nykredit og Totalkredit og er en af de tre parter bag Årets Ø – de øvrige parter er Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer.
Aarø er en aktiv ø
Komitéen har nomineret Aarø på baggrund af øens langsigtede planer for at fremtidssikre det aktive ø-samfund. Med masser af fælles aktiviteter for alle aldre til større indsatser med havneudvidelse og flere boliger på Aarø.
Alt det gør samlet set, at komitéen anerkender beboernes indsats gennem årene, der nu også i forbindelse med Aarøs beboerforenings 50-års jubilæum sætter retning for nye initiativer for fremtiden.
De to andre øer i konkurrencen er Anholt og Tunø. Vinder-øen bliver offentliggjort midt i maj.
Kåringsfesten holdes den 8. juni – og måske bliver det på Aarø.