Tilladelse til fly-simulator på slottet

På Boligsiden.dk kan man se hvilke lejligheder, der er ledige til udlejning på slottet.

Kolding Kommune har givet tilladelse til lager og undervisningslokale i en lade på Asbølholm Slot på Lejrskov Kirkevej 21, 6640 Lunderskov.

Der er tale om bygning 14, som ligger i den vestlige længe af tre ladebygninger, der er opført til erhvervsmæssig drift i 2002. I den sydlige del af bygning 14 skal ca. 116 m2 anvendes til undervisning i bl.a. flysimulator. Der er ca. 3-5 besøgende/kunder et par timer om ugen.

I den nordlige del af bygning 14 ønskes 1838 m2 anvendt til lager af bl.a. større støbeforme. De resterende ca. 44 m2 er depot tilhørende lejlighederne på ejendommen. Ejendommen har en samlet størrelse på 108 ha og er omfattet af landbrugspligt.

Kommunen har i sin vurdering lagt særlig vægt på, at det ansøgte er etableret i en tiloversbleven landbrugsbygning, hvor der ikke har været behov for ændringer i den udvendige bygningsudformning.
Der er heller ikke væsentlige natur- og landskabshensyn samt nabohensyn, som taler imod det ansøgte, hvorfor det konkret vurderes at være en hensigtsmæssig udnyttelse af en landbrugsbygning af denne størrelse og karakter.

Der er ikke foretaget naboorientering, da forholdet er vurderet til at være af underordnet betydning for naboerne efter planlovens § 35, stk. 5.

Nuværende ejer lejer slotslejligheder ud:

Jeg købte en sjov og spændende bygning

Hans-Axel Pedersen

– Jeg synes, det var en sjov og spændende ejendom, fortæller Hans-Axel Pedersen, der nu ejer Asbølholm Slot. Han købte slottet i 2012 af Filip Dyvekær, der havde købt det af Dinesen.

Hans-Axel Pedersen er landmand. Han bor nu i Ødis. Udover slottet ejer han en del landbrugs-ejendomme og andre ejendomme, som han lejer ud.

– Der skulle gøres en del for at sætte Asbølholm igang igen omkring 2015-16, fortæller han.
På slottet er der indrettet seks lejligheder, som lejes ud. Desuden er der flere erhvervslejemål.

– Hvordan går det med udlejningen?

– Det går faktisk rigtigt fint både med udlejning af lejligheder og bygninger til erhverv.

– Hvad koster det at leje sig ind på slottet?

– Der er både små og store lejligheder. Huslejen ligger mellem 5-10.000 kr. om måneden. Så det er ikke uoverkommeligt.

Se også