Lunderskov bakkede pænt op, da det lokale brandvæsen fejrede 25-års jubilæum

Børnene morede sig i hoppeborg og vand og skum, og de ”modige” fik mulighed for at se ud over byen og egnen byen fra 30 meters højde.

Der var meget at opleve både for børn og voksne, da det lokale brandvæsen i Lunderskov i weekenden fejrede jubilæum. På billedet ses røde flotte brandbiler og i baggrunden redningsliften, som hejste de ”modige” op i 30 meters højde – og der var til tider trængsel for at komme i højden. (Foto: Elo Kristoffersen, Kolding Netavis.)

LUNDERSKOV: Byen bakkede pænt op, da det lokale brandvæsen i Lunderskov i weekenden markerede 25-året for oprettelsen. Folk i alle aldre mødte op på brandstationen på Metalvej – dels for at følge de begivenheder, programmet bød på, og dels for at vise anerkendelse for den store indsats, de lokale brandmænd yder, når ulykken er ude.

Og det var virkeligt et alsidigt program, brandmændene havde fået sat op i samarbejde med blandt andre Trekantområdets Brandvæsen, TrekantBrand og politiet med flere.

Et af højdepunkterne var, da TrekantBrands vagtcentral pludselig på tidspunkt kaldte brandvæsnet ud. Helt som det sker i virkeligheden. I dette tilfælde var det dog blot en øvelse, som skulle vise de besøgende, hvad der sker, når alarmen for alvor lyder.

Der var også mulighed for de ”modige” at komme 30 meter til tops og se ud over byen og egnen fra kurven på en redningslift, som TrekantBrand var mødt frem med. Og en topmoderne ambulance kunne også beskues.

For lang ventetid

Brandvæsenet i Lunderskov blev etableret i 1999. Fællesavisen har lige for nylig i en artikel nærmere beskrevet grunden til oprettelsen, som blandt andet skete, fordi det efter datidens krav tog for lang tid at nå frem til Lunderskov fra Falck-stationen i Kolding samt også for at imødekomme behovet i en by i vækst med flere større virksomheder, hotel og stor banegård.

Til festlighederne i weekenden var der aktiviteter særligt for børnene. Herunder en yderst populær hoppeborg, og så var der også mulighed for at sprøjte med vand og prøve røgdykning i en røgdykkertrailer med rutsjebane.

Og det frivillige beredskab fra Kolding var også mødt frem med ”madkassen”. Herfra vankede der gratis kaffe – og saftevand til børnene, og der kunne også købes pølser, popcorn, kage og sodavand til rimelige priser. Folk hyggede sig. Arrangementet kan betegnes som vellykket og vil nok ikke sådan lige med det samme gå i glemmebogen.

Se også