Bytræer er faktisk værdifulde
Hvis man kommer forbi et bytræ i Kolding by, Christiansfeld, Lunderskov eller Vamdrup, der har et farvestrålende skilt bundet rundt om stammen, så er der en god forklaring.
I givet fald er træet udvalgt til at være en del af en kampagne, hvor Kolding Kommune fortæller om bytræernes positive effekter.
Træer kan nemlig både binde CO2, producere ilt og absorbere vand. Hvert skilt angiver nytteværdierne for det specifikke træ og fortæller, hvilken sort træet er, hvor gammelt det er og hvor højt.
Kampagnen udspringer af Kolding Kommunes træstrategi fra 2020. Den har blandt andet som mål at fremtidssikre træbestanden i Kolding Kommune og oplyse borgerne om træernes værdi.
Formanden for udvalget Plan- og Teknik, Jacob Ville, fortæller:
– Vi ønsker at gøre det synligt, hvor stor betydning træerne har, især i forhold til den mere håndgribelige nytteværdi. Men træer har også en stor herlighedsværdi. De er smukke at se på og forskønner vores byer. Indimellem oplever vi dog, at træerne bliver set som generende elementer, der kaster skygge og smider blade. Men træer spiller først og fremmest en positiv rolle i vores bymiljøer, og det vil vi gerne understrege med de nye skilte!
Træer vigtige for bynær biodiversitet
Udover at afbøde for følgerne af klimaforandringerne ved at optage vand og CO2, så har bytræer også en stor naturværdi. Ældre bytræer kan være bolig for et væld af forskellige fugle-, dyre- insekt- og svampearter.
– De fleste er enige om, at træer er smukke, men de færreste tænker nok over, hvor vigtige træerne er for den bynære biodiversitet. Det er også et vigtigt parameter for de træarter, som vi planter i dag! fortæller Jørn Chemnitz, som er formand for udvalget Natur, Miljø og Klima.
I alt er 170 kommunale bytræer udvalgt til kampagnen inden for bygrænsen i de fire byer, og de repræsenterer forskellige sorter, størrelser og aldre på træerne.
Skiltene på bytræerne er tegnet af den lokale illustrator André Dall.