Helle har åbnet ny keramikbutik i Taps

For tiden er kopper noget af det mest populære, fortæller Helle Valgreen.

For tre år siden købte Helle Valgreen og Jack Bording hans gamle barndomshjem i Taps.

I torsdag holdt Helle åbningsdag for en keramik-butik i havestuen. Mange gæster mødte op for at sige tillykke og købe noget keramik. De første gæster fik også en lykkepose med keramik med hjem.
I forvejen holder Helle undervisning i en pavillon i haven, som det aktive par har opført, efter at de flyttede ind.

– Vi fik først etableret en havepavillon med lokaler til undervisning, fortæller Helle, der underviser to AOF-hold om ugen i keramik.

– Jeg har længe gået og drømt om at åbne en butik, men der er jo tusind ting, der skal ordnes, når man overtager et ældre hus. Så butikken er endnu et led i rækken af, hvad vi gerne ville have gjort, fortæller Helle.

Gæsterne stod i kø for at købe keramik på åbningsdagen torsdag.

Keramik i 21 år

Selv kommer hun fra Fredericia, og parret har boet ti år i Eritsø, før de flyttede til Taps nord for Christiansfeld.

– Jeg har lavet keramik i 21 år, og de sidste 5 år har jeg levet af at undervise.
Ved siden af de to AOF-hold har jeg også holdt en del weekendkurser – især i drejning på drejeskiver.

– Har du også en ovn til at brænde keramikken?

– Ja, jeg har to ovne.

– Hvor meget regner du med at holde åbent i din butik?

– Der kommer til at være åbent hver torsdag eftermiddag – i hvert fald som en start. Måske bliver det så udvidet. Men jeg skal jo også selv kunne nå at lave noget. Jeg har heldigvis et godt salg ude i Bjert gamle brugs. Så der skal produceres noget hele tiden.

– Vil du tage andres keramik ind i din butik?

– Nej, det bliver kun mine egne ting. Butikken er ikke stor nok til at rumme flere udstillere.

Kopper kopper kopper

– Hvad laver du mest?

– Lige for tiden er det kopper, kopper, kopper, der er in. Det er noget af det mest populære i øjeblikket. Kopper med tekster, kopper med blandede glasurer, lidt af det hele…

– Ud over brugsting som kopper og skåle laver du også figurer. Fx pingviner..

– Ja, ting man gerne må blive lidt glad af at se på, smiler Helle Valgreen.
Butikken, som hun nu har indrettet i en havestue til huset, er på ca. 15-20 kvadratmeter, medens undervisningslokalet er på ca. 50 kvadratmeter.

Se også