SF’er svigter miljøet med ny beslutning
SF’s formand i Natur- Miljø- og Klima-udvalget stemmer ikke i overensstemmelse med sine politiske skåltaler, mener Molle.
Natur-, Miljø- og Klimaudvalget behandlede den 12. august en sag om at fjerne et 170 meter langt kulturhistorisk dige.
I diget er der en stor biodiversitet, gamle flotte træer og bl.a. grævlingegrave. Men det ønskes fjernet i forbindelse med råstofindvinding.
Formanden, Jørn Chemnitz, er meget dygtig og vidende på natur, miljø, biodiversitet, træer og undlader sjældent at italesætte vigtigheden af dette i det politiske arbejde.
Derfor var det til min store overraskelse, at formanden kunne foreslå at indstille med opbakning fra et flertal, at entreprenøren skulle have lov til at fjerne 170 meter kulturhistorisk dige til fordel for udvinding af råstof.
Det er en politisk beslutning, der overhovedet ikke flugter med SF’s og formandens politiske udmeldinger i valgkamp og skåltaler.
Min holdning er, at der skal udvindes råstoffer til vejbyggerier mv. i nærheden af, hvor råstoffer bruges i bæredygtighedens tegn. Men de ca. 80.000 m3, der ikke kunne udvindes på grund af diget, giver ikke mening, idet vi i forvejen har store indvindingsområder i Viuf-området.
Udvalget har digebevaring som et ansvarsområde. Men der fjernes diger i landskabet i stor stil uden indgriben fra kommunen, og flertallet ligger på den lade side.
Molle Lykke Nielsen
Medlem af Natur-,
Miljø- og Klimaudvalget
Mosegyde 11,
6094 Hejls