Da Gunnar blev låst inde i klokketårnet…
Engang troede nogen, at Gunnar havde glemt at låse hoveddøren og slukke for lyset i kirken.
Derfor blev Gunnar efterladt hjælpeløs, helt alene i totalt mørke allerøverst oppe ved klokketårnets urværk. Heldigvis slog hans hustru Inga alarm, da han ikke kom hjem.
I en årrække har Gunnar Jakobsen nemlig kunnet bryste sig af titlen som officiel klokker og optrækker ved Brødremenighedens kirke i Christiansfeld.
En aften inviterede han avisens udsendte med helt op i klokketårnet.
En gang om ugen skal urværket trækkes op, fortæller Gunnar på vej op ad de mange snirklede trapper og gennem halvmørket hen over det kæmpestore kirkerum mange meter under vores fødder.
Efter utallige trappetrin fører han mig ind i det allerhelligste, et lille rum, som lige netop rummer os og det fine gamle urværk, der i 1878 blev leveret af firmaet Lemke i den nordtyske by, Friedrichstadt.
Efter mange års tro tjeneste trængte mekanikken dog for 8 år siden til en renovering og istandsættelse. Men det var jo ikke noget, man sådan lige kunne gøre i en håndevending.
Urværket måtte nemlig først skilles ad i tre moduler, der måtte transporteres hver for sig hele den lange snørklede vej ned, før et specialfirma fra Vejle kunne hente og justere og sætte det tunge urværk i stand – før det hele kunne hæves op igen og samles.
En gang i ugen skal urværket trækkes op med anvendelse af hele tre svære håndsving. Nu og da skal mekanikken have et skvæt olie, men så arbejder det også med en fantastisk præcision, fortæller Gunnar stolt.
Men for en sikkerheds skyld har man anbragt et lille digitalt ur i rummet til at holde løbende kontrol med tiden samt aflæse temperaturen i rummet, der ikke er større, end at vores åndedræt fik temperaturen til at stige 1 grad.
For hvert kvarter ringer den mindste af klokkerne med henholdsvise 1 slag – 2 slag – 3 slag og endelig med 4 slag, hvorefter den store klokke markerer timeslaget.
