Det er den dejligste morgen i 100 år – og jeg lever

LÆSERBREV: Nogle af mine skønneste barndomsminder er fra påskemorgen.

Jeg er vokset op i Frelsens Hær. Påskemorgen samledes hele korpset (menigheden) tidligt kl. 8 til påskefryd. I stedet for det sædvanlige goddag, så hilste man hinanden med: ”Han lever” eller ”Han er opstanden!” og så kunne man svare med et ”Amen!” eller et ”Ja, han er sandelig opstanden!”

Hornmusikkorpset spillede for og folk sang begejstret: ”Hvilken fryd han lever, vor Immanuel”. Der blev klappet, sunget og trompeteret, så det var en fryd. Opstandelses-evangeliet blev læst. Solen skinnede altid påskemorgen.

Og så spiste vi morgenmad sammen med blødkogte æg og rundstykker. Bordene var dækkede med grønne løbere, gule lys, påskeliljer og små dekorationer af mos med gule kyllinger og får. Jeg havde været med ude at finde mos i skoven, og de små gule kyllinger og fårene af plastik blev nærmest levende i min fantasi, når de skulle opstilles for at pynte på bordene. Det var festligt, hyggeligt og meget livsbekræftende på samme tid. Traditionen, der her blev formidlet, satte nogle positive spor i mit unge sind.

Vigtig Påskemorgen

Det er først senere i livet, at jeg rigtig har fået tænkt over, hvor vigtig påskemorgens begivenheder er for den kristne tro – og for min tro.

Når jeg nogle gange i livet har prøvet at stå overfor dødens uigenkaldelige farvel til en, som stod mig nær. Og når jeg har erfaret at befinde mig i håbløse situationer uden synlige muligheder, så forstår jeg mere af, hvilket farvespil af håb Kristi opstandelse lægger ind over mit liv, og hvilken forskel det gør.

I bibelteksten læser vi: ”Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.” Når livet går mig imod og tingene omkring ser sort ud, da er det, at hver ny dags solstråler minder mig om lyset fra opstandelsens morgen.

Da Jesus overvandt alt, der kan fastholde mig i elendigheden, fik jeg en livline til at se en vej ud, få nye muligheder og få mod på livet igen. Proklamationen ”Han er opstanden!” er ikke kun et barndomsminde, men en erfaring, der gør en afgørende forskel. Han er ved min side.

’Jesus lever’ i hjertet

Paulus taler om, at Guds magt hos os er den samme, som oprejste Jesus fra de døde (Læs selv Efeserbrevet kap.1, vers 15-23). Et ”Jesus lever!” betyder mod til at vise rummelighed, ligeværdighed, inklusion og accept.
Og det betyder inspiration til at vise empati og til at favne og elske. Med et ”Jesus lever!” i hjertet kan vi række ud til vores nabo. Når vi bekender os til den opstandne og levende frelser, Jesus Kristus, så er det et kald til at følge hans eksempel og gøre, som han ville have gjort. Hans opstandelse åbner muligheder, og hans eksempel kalder på vores engagement.

Stemningen fra min barndoms påskemorgen sidder dybt i mit sind som en lykkelig morgen.
Gnags sang: ”Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever. Verden åbner sig, og jeg åbner mig. Det er den dejligste morgen i hundrede år, og jeg lever.”

Engang, når jeg ikke længere skal fejre påskemorgen med blødkogte æg og hornmusik, så skal jeg erfare den dejligste morgen i Guds himmel – sammen med ham, der banede vejen for mig, og opleve endnu en dimension i udsagnet: ”Han er sandelig opstanden!”

Men indtil det sker, så skal jeg tage det farvespil af håb og muligheder til mig, som Jesu opstandelses lys kaster ind over mit liv hver dag.

Glædelig påske!

John Wahl.