Vamdrup: Kommunens markedsføring handler for meget om byen Kolding

LÆSERBREV: Vamdrup Byforum afholdt generalforsamling i Arena Syd. Her deltog ledere fra de tre store virksomheder: Isover, Rockwool og Auto Logik. De stillede op til debat om deres syn/bud på fremtidig udvikling i Vamdrup området.

Da Centerbyerne og landsbyerne i Kolding kommune har min bevågenhed, deltog jeg med åbent sind for at lytte til borgernes og de tre virksomheders bud og tanker.

Ingen af lederne har bopæl i Vamdrup, den ene er tiltrådt i 2024, så er ret ny og kendte kun lidt til byen, og de to andre kendte området godt, og syntes byen og området har meget at byde ind med.

Men både fra borgerne og virksomhedspanelet var der bekymringer om kommunens ageren, når det vedrørte omtale af Vamdrup. Det blev flere gange nævnt, at det var Kolding, Kolding og igen Kolding.
Det må byråd og ledelse gøre bedre. Der var mange gode bud fra borgere og panelet. Virksomhederne kunne introducere nye medarbejdere til området, bedre kollektive trafikmuligheder, billige byggegrunde, naturen, Kongeåen, partnerskaber, bedre overnatningsmuligheder/hotel, og byens historiske islæt.

Vamdrup Byforum gør et flot stykke arbejde, helt på frivillig basis, og har en bestyrelse, der brænder for området. Disse ildsjæle og Vamdrup fortjener større opmærksomhed fra de ansvarlige i kommunen, og igennem det udvalg, der har Forum Vamdrup i porteføljen, er jeg repræsenteret og vil foranledige en drøftelse omkring kommunens opmærksomhed.

Molle Lykke Nielsen
Medlem af Miljø-, Natur og Klimaudvalget,
Dansk Folkeparti.

Se også