Nanni Petersen udstiller i Tyrstrup Sognehus

Grønlandsk kunstner fra Frederikshåb udstiller.

Nanni Petersen med et af sine havørnemalerier

I Tyrstrup Kirkes sognehus kan man de næste to måneder nyde Nanni Petersens smukke og varierede malerier og enkelte fine tryk.

Kunstneren arbejder med flere udtryk og stilarter og bevæger sig uanstrengt rundt i en forskelligartet motivverden.

På udstillingen kan man gå på spændende opdagelsesfærd i tre nyere nonfigurative værker og alligevel pludselig finde gemte, genkendelige motiver.

På væggene hænger som modvægt til de abstrakte malerier tre fine skildringer af en isbjørnemor og hendes herlige unger fremstillet i lyse arktiske farver.

Læg også mærke til de flotte akrylmalerier af statelige havørne – nogle malet på enkelt sort baggrund og andre med en spændende Flower Power-agtig baggrund.

Pas på ikke at overse et par mindre finurlige sort-hvide tryk ligeledes med afsæt i grønlandske motiver.

Opdagelsesrejse i en abstrakt verden.

Fra Frederikshåb til Vonsild

Nanni Petersen er født 1962 i Paamiut (Frederikshåb), Grønland.
Hun flyttede i 1998 til Kolding og bor i dag i Vonsild.

1992 til 1995 tog hun Kunstneruddannelsen ved Kunstskolen i Nuuk, 1996 til 1997 videreuddannede hun sig på Den Resande Nordiske Kunsthögskolan på Åland med studieophold i Danmark, Norge, Sverige og ture til Estland og Letland.

En af de fire isbjørne malerier.

Derefter studerede hun 1998 til 2002 på Kunsthåndværkerskolen/Designskolen i Kolding på keramik- og glaslinjen med studieture i Amsterdam, Barcelona og Kina.
Nanni Petersen har en lang række udstillinger bag sig både herhjemme og i udlandet, ligesom hun har udført flere udsmyknings- og illustrationsopgaver.

På udstillingen kan man læse hele opsummeringen på hendes CV.

Sognehusets Kunstudvalg inviterer medlemmer og andre interesserede til at stifte bekendtskab med Nanni Petersen og hendes værker ved en reception den 15. juni efter gudstjenesten, men allerede nu kan man se de udstillede værker i sognehusets åbningstider.

Udstillingen kan ses i Tyrstrup Sognehus i åbningstiden.
Se også