Bødskov: Ny lukkelov åbner for mere liv og handel i bymidterne

LÆSERBREV: Snart kan der komme mere liv i bymidter og butikker i byer som Børkop og Vamdrup. Det er resultatet af, at vi nu moderniserer lukkeloven.

I en tid, hvor vi ser flere og flere tomme butikslokaler og døde bymidter – særligt i vores mindre byer – er det helt afgørende, vi tager de rigtige skridt for at sikre gode omsætningsmuligheder, som helligdagene ofte er. Det handler om at sikre sammenhængskraft, liv og udvikling, turisme og handel – i sidste ende også jobs og økonomi til området.

Fremover kan butikker i bymidten i mindre byer (under 16.850 indbyggere) selv bestemme, om de vil holde åbent på lukkedage. Og helt generelt gør vi det lettere for alle butikker – også i større byer – at holde åbent ved arrangementer på lukkedage. Fx byfest eller julemarked.

Bag aftalen står regeringen sammen med DF, Konservative og Radikale.

Vi styrker også de borgerdrevne dagligvarebutikker med en pulje på 10 mio. kr. For købmanden er livsnerven i vores små byer og lokalsamfund.

Det hele kommer oveni, at 140 mio. kr. er ved at blive uddelt til bymidter rundt omkring i landet for at sikre god og bæredygtig udvikling af bymidterne.

Vi tror på, at det her er den rigtige vej at gå for vores mindre byer.

Morten Bødskov,
erhvervsminister, og folketingsmedlemmerne Birgitte Vind og Christian Rabjerg, Soc.dem.

Se også