Annelise stopper efter 29 år med Kreative Værksteder

Annelise Nielsen fik overrakt en buket blomster fra de øvrige faste udstillere af koordinator Birthe Engedal, da de søndag mødtes til en middag efter årets udstilling.

Annelise Nielsen, Hejls, har i 29 år deltaget aktivt som udstiller på Kreative Værksteder i Hejlsminde.

– Vi begyndte jo med en udstilling i en tom butik overfor det daværende BP i Christiansfeld. Da forsamlingshuset i Hejlsminde blev bygget, aftalte vi, at vi kunne få uge 30, og det har vi siden holdt fast ved.
Christiansfeld Kommune støttede Kreative Værksteder, indtil vi kom ind under Kolding Kommune. Men så fik vi en lokal sponsor, så vi kunne fortsætte, fortæller Annelise Nielsen.

– Dengang var der mange med, og der var meget ”hjemmelavet” og flere udstillere med samme slags håndværk. Så det kunne godt give lidt krig mellem udstillerne. Siden har vi fået mere styr på kvaliteten, og der er nu kun én udstiller af hver slags kunsthåndværk, og vi har et rigtigt godt samarbejde, fortæller Annelise Nielsen, som er taknemlig over alle de år, hun har været med i Hejlsminde med sin store væv og smukke væverier.

Kreative Værksteder havde i år besøg af 2.372, hvilket er ny rekord.

Se også